- Gladsaxebladet - https://www.gladsaxebladet.dk -

Protest over søndagslukning

Inger Marie Nielsen på 93 og Carl-Erik Andersen på 74 afleverede 283 protest-underskrifter til borgmesteren på hendes kontor på rådhuset i sidste uge med følgende ordlyd: Undertegnede protesterer mod Sundheds- og Rehabiliteringsudvalgets beslutning om lukning af pensionistcaféen på Kildegården om søndagen og anmoder om, at beslutningen annulleres.

– Det er rigtigt at der er borgere, der er kede af, at åbningstiderne i plejeboligernes caféer justeres i weekenden, så der fra 2020 er åbent i én café om lørdagen og én café om søndagen. Det forstår jeg godt. Men hvert år er Byrådet nødt til at vurdere, hvordan pengene bruges bedst muligt, og det kan være nødvendigt at spare ét sted, for at sætte andre gode tiltag i gang, siger Dorthe Wichmand Müller (F), formand for Sundheds- og Rehabiliteringsudvalget.

– Derfor har Byrådet i det kommende budget valgt at spare på cafédriften i weekenden, så vi holder åbent i caféen på Kildegården om lørdagen og caféen på Hareskovbo om søndagen. Det gør vi, fordi det er de to caféer er de mest benyttede i weekenden og via deres placering dækker kommunen bedst, tilføjer hun, og gør samtidig opmærksom på, at det er muligt at købe mad med hjem fra caféerne om fredagen og fra Kildegården om lørdagen til opvarmning derhjemme i weekenden, eller smørrebrød.
pk