Ret til seniorjob
Gladsaxe Kommune skal betale 400.000 i erstatning til seniorjobber

I mere end halvandet år har Hans Regner Mogensen kæmpet mod Gladsaxe Kommune om retten til et nyt seniorjob. Den kamp har han nu vundet og får mere end 400.000 kroner udbetalt i erstatning, skriver Fagbladet 3F.
Hans Regner Mogensen blev fyret fra sit seniorjob på grund af langvarig sygdom, står der i hans afskedigelsesbrev fra kommunen. Men da Hans Regner Mogensen tilbage i januar 2018 søgte om et nyt seniorjob, blev hans ansøgning afvist med den begrundelse, at han havde “misligholdt sin ansættelseskontrakt”.
Men kommunen havde ikke ret til at nægte ham et nyt seniorjob, når begrundelsen for opsigelsen er sygdom, skriver Fagbladet 3F. Dommeren lagde i afgørelsen vægt på, at når man opsiger nogen, skal man tydeligt angive i afskedigelsen, hvad der er den konkrete grund til opsigelsen, tilføjer bladet.
– Det er ingen hemmelighed, at kommunerne ikke kan lide dem, der seniorjobber. Hvis vi havde tabt den her sag, ville vi se mange flere, der ville blive fyret og nægtet nyt seniorjob. Men nu fik vi heldigvis sat en anden streg, siger Hans Larsen, faglig sekretær i 3F.
Gladsaxe Kommune har besluttet ikke at anke sagen til Landsretten.
Da der er tale om en personsag, har Gladsaxe Kommune meddelt, at man ikke ønsker at kommentere på sagen.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

Top