Udstilling om sporvogne
Sporvogn.jpg
Der er udstilling om dengang spovognen kørte gennem Gladsaxe på Gladsaxe Hovedbibliotek. Foto: Privat.
”Sporveje til Gladsaxe - i går og i morgen” på Gladsaxe Hovedbibliotek i januar

Moderne sporvogne er på vej til Gladsaxe, og på den baggrund er historien om fortidens sporveje i Gladsaxe både aktuel og interessant.

Den 6-29. januar kan Gladsaxes borgere opleve udstillingen ”Sporveje til Gladsaxe – i går og i morgen” i forhallen på Gladsaxe Hovedbibliotek. Torsdag den 9. januar kl. 15-18 vil der desuden være mulighed for at møde sporvognskyndige folk fra Sporvejsmuseet Skjoldenæsholm til en snak om fortidens sporvognsdrift, letbane samt gode historier og masser af minder.

En velfungerende kollektiv transport er vigtig for byudviklingen. Det markerede de københavnske politikere, da kommunen overtog de private sporveje med virkning fra 1911. De folkevalgte og deres vælgere i Gladsaxe var af samme opfattelse. Derfor kredsede man på samme tid om tanken om en sporvognslinie fra København til Gladsaxe. 16. maj 1924 blev sporvejen fra København til Gladsaxe endelig en realitet og hele Søborg var mødt op. De gamle sporvogne trafikerede Gladsaxe i de følgende næsten 40 år, men 1. maj 1962 blev sporvognstrafikken til Søborg Torv forkortet til Emdrup og erstattet med busdrift. Resten af linje 16 blev erstattet med dieselbusser i 1970.

Med udgangspunkt i de historiske sporveje vil udstillingen også trække tråde til fremtidens letbaner. Alt det kan du få mere at vide om på Gladsaxe Hovedbibliotek. Her vil man samtidig kunne fordybe sig i udstillingsplancher om Sporvejsmuseet Skjoldenæsholm, hvor et større antal danske og udenlandske sporvogne har et aktivt otium.

Udstillingen er blevet til i et samarbejde mellem biblioteket, Sporvejsmuseet Skjoldenæsholm, Gladsaxe Byarkiv samt flere privatpersoner.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

Top