Vi maler byen grøn – og hjælper andre
Kellersvej-01-48-19-2.jpg

OLYMPUS DIGITAL CAMERA

Både frivillige og brugere lagde alle kræfter i malerarbejdet i Det Åbne Tilbuds lokaler. Foto: Kaj Bonne
Cirka ti medarbejdere fra PPG/Dyrup brugte gladeligt et par arbejdsdage på at male, renovere og forskønne Det Åbne Tilbuds (DÅT) klub på Kellersvej i Søborg, sammen med en række ivrige beboere og medarbejdere

Det kom der både grønne vægge og et godt samarbejde mellem de frivillige, personalet og brugerne ud af.
Projektet kaldes Colorful Community, og den ”skumle” bagtanke er, at virksomheden skal tage et socialt ansvar, og gøre en forskel i lokalsamfundet. Brugerne blev inddraget i valget af maling og indkøb af møbler og andet interiør til de nye lokaler.

– Vi vil gerne åbne virksomheden mere for omgivelserne og for folk, vi ikke normalt kommer i kontakt med. Vi er jo et verdensomspændende firma, og vi bruger egentlig Colorful Community ekstremt lidt i vores branding. Faktisk bruger vi det mere indadtil, så vores medarbejdere kan se på intranet, at nu er der nogle kollegaer, som har gang i fx et projekt i Brasilien. Kort sagt er det vores virksomheds bidrag til at gøre noget godt”, forklarer Peter Sørensen, administrerende direktør i Dyrup.

Brugerne bidrog selv til arbejdet
Den 1. januar skal brugerne, det vil sige udviklingshæmmede over 30 år, som er relativt selvhjulpne, have tilbud om at komme i den nymalede og renoverede klub, som altså har været igennem en større forskønnelsesproces.

I alt var der afsat to halve arbejdsdage til arbejdet, og som sagt var der stor entusiasme at spore, både hos de frivillige medarbejdere hos Dyrups, men også hos brugerne, som selv bidrog til arbejdet.

En af brugerne, som i forvejen arbejder i den stedlige café, havde eksempelvis bedt om fri for at kunne være med til malerarbejdet. Det fik han naturligvis lov til…

– Det var faktisk en af mine venner, som til daglig arbejder på Dyrup, som satte projektet i gang, da han fortalte mig, at de støtter og arbejder med velgørenhedsprojekter. Det skal de gøre en gang om året, og dengang var vores projekt endnu ikke startet. Da vi så skulle i gang, kontaktede jeg Dyrup/PPG, og de sagde ja til at hjælpe os, siger en glad Betina Skovby, daglig leder af SB (Socialpædagogisk støtte uden vejledning i eget hjem) i Gladsaxe Kommune.

Offentligt/privat samarbejde
Når en offentlig og en privat virksomhed skal arbejde sammen, er der mange instanser, der skal godkende et projekt, men efter to år er det lykkedes, så Dyrup ikke blot har stået for malingen til væggene, men også for støtten til køb af nye møbler og andet interiør.

– Det er fantastisk at vi kommer ud i virkeligheden. Vi kommer ud af vores vante omgivelser og snakker med nogle andre mennesker end vi plejer. Det er meget givende. Folk er meget glade og positive, tilføjer Pia Carlsen, PA og CSR-projektmedarbejder i PPG/Dyrup.

Det Åbne Tilbud (DÅT) er et tilbud under Gladsaxe Kommune, hvor udviklingshæmmede og voksne med autisme kan komme og lave forskellige aktiviteter sammen.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

Top