5G på vej
5g-COLOURBOX28824126-1.jpg

5G internet and network concept.

Strålingsniveauet fra 5G kommer, ifølge Energistyrelsen, til at ligge under de fastsatte grænseværdier. Foto: Colourbox.
Gladsaxe forventes at komme på det nye mobilnetværk i slutningen af året

TDC NET opgraderer i samarbejde med Ericsson TDC NETs mobilnetværk i hele Gladsaxe Kommune, så det understøtter 5G, skriver TDC NET i en pressemeddelelse.

– I Gladsaxe vil man på TDC NETs mobilnetværk opleve markante forbedringer i forbindelserne. Og det bringer nye muligheder. 5G vil skabe fundamentet for digitale fremskridt og TDC NET vil levere et mobilt netværk, som er skabt til en fremtid, hvor flere og flere ting og maskiner bliver tilkoblet internettet, siger Andreas Pfisterer, CEO i TDC NET.

– Desværre betyder mobilopgraderingerne også, at man kan opleve enkelte driftsforstyrrelser i de kommende uger. TDC NET forventer, at andre mobilmaster i området overtager dækningen, så vores kunder forhåbentlig bliver forstyrret mindst muligt, siger Andreas Pfisterer.

TDC NET forventer at aktivere 5G-netværktet i slutningen af 2020.

Ifølge Energistyrelsens 5G-handlingsplan for Danmark, vil 5G give meget højere datahastigheder, end vi kender fra de eksisterende mobilnet, samt en markant bedre pålidelighed og kvalitet.
For de fleste danskere vil 4G dog dække deres behov, og 5G bliver til dels et netværk til store virksomheder og offentlige institutioner. Også fordi mange af nutidens mobiltelefoner ikke vil kunne bruge 5G-netværket, fordi det sender på et nyt frekvensbånd.

Sundhed og sikkerhed
Ifølge Energistyrelsen kommer strålingsniveauet fortsat til at ligge langt under de fastsatte grænseværdier, når 5G-nettet er fuldt udbygget.

Sundhedsstyrelsen vurderer, at der ikke overordnet set er en sundhedsrisiko forbundet med 5G. Og Kræftens Bekæmpelse mener heller ikke, at der med den viden vi har i dag, er grund til bekymring i forhold til 5G-teknologi og kræft, selvom man mener, at der er behov for mere viden og mere forskning.

5G-netværket vil til gengæld stille nye krav til it-sikkerheden. For udrulningen af 5G-nettet risikerer, ifølge EU-Kommissionen, at skabe en række sikkerhedsmæssige udfordringer – blandt andet som følge af øget eksponering for angreb og flere potentielle adgangssteder for angribere.

Center for Cybersikkerhed vurderede i marts sidste år, i en trusselsvurdering af cybertruslen mod Danmark, at:
– Teknologien vil medføre nye muligheder til gavn for samfundet, men vil også åbne for en større angrebsflade for hackere. Hvis hackere afbryder eller manipulerer med signaler, som sendes til og fra IoT-enheder, kan det potentielt medføre fysiske ødelæggelser, da enheder koblet til internettet i stadig højere grad styrer fysiske systemer.
pk

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

Top