annonce
Bagsværd-skolebørn lavede apps
IBM-01-04-20.jpg

OLYMPUS DIGITAL CAMERA

Aksel Emil, Hannibal, Alma og Paula hyggede sig med virtual reality hos IBM. Foto: Kaj Bonne
Der var kodning, kunstig intelligens, rundvisning, frokost og udvikling af en app på programmet, da 4.B fra Bagsværd Kostskole og Gymnasium fredag i sidste uge besøgte teknologivirksomheden IBM i Holte

Det overordnede formål med besøget var, at gøre dem interesserede i at uddanne sig inden for de naturvidenskabelige fag.

Paula, Alma, Aksel Emil og Hannibal fra Bagsværd Kostskole og Gymnasium var godt tilfredse med, at de ikke skulle sidde stille på skolebænken en fredag formiddag, og at de i stedet fik lov til at besøge IBM, hvor der var aktiviteter og informationer om blandt andet virtual reality, som i denne sammenhæng sendte børnene en tur afsted på en rulletrappe og i en elevator.

Det vigtigste programpunkt (måske bortset fra frokosten…), var udviklingen af en rejse-app. I bedste ”Løvernes hule”-stil skulle eleverne selv stå for hele processen fra idé, udvikling, kodning og ikke mindst pitchet, altså præsentationen af app’en, foran de medarbejdere, som sammen med lærerene stod for at undervise børnene.

Begejstrede børn
Muligvis var spørgsmålene ikke så kritiske, som man møder dem i ovennævnte tv-program, men i det mindste fik de måske kommende IT-programmører og ingeniører en idé om, hvad der ligger bag de apps, som de bruger på deres mobiltelefoner hver eneste dag.

– Vores app skal vise, hvor man skal flyve hen, man kan bestille mad til sin flyrejse, og man kan også på forhånd bestille den mad og drikke, man vil have ombord på flyveren, allerede inden vognen kommer hen til en, fortæller de fire børn i gruppen begejstret.

Åben virksomhed
Børnenes besøg er en del af projektet ”åben virksomhed”, som handler om, at Dansk Arbejdsgiverforening (DA) og Danmarks Radio gerne vil have flere børn og unge til at interessere sig for naturvidenskab, teknologi, it og matematik. Hovedfokus er netop på de 10-12 skoleelever.

Ønsket er at give flere børn og unge lyst til at vælge en erhvervsuddannelse eller en videregående uddannelse inden for det teknologiske eller naturvidenskabelige område.
Der er nu mere end 325 undervisningsforløb på virksomheder i næsten alle kommuner i Danmark

Slut med nørder
– Før i tiden var det primært noget, der interesserede drengene, men vi kan se, at nu er der ingen forskel på, hvem der synes det er spændende. Det viser mangfoldigheden i IT-branchen, hvilket også er noget vi mærker til her hos os. Heldigvis er moderne kodning og programmering kommet ud over nørdestadiet, forklarer Jesper Bering Kristensen, CSR Project Manager hos IBM.

Baggrunden for ”åben virksomhed”-projektet er, at der uddannes for få mennesker inden for de naturvidenskabelige fag, primært ingeniører.

IT-undervisning på skemaet
– Efter vores opfattelse er det den helt rigtige dagsorden at sætte IT-undervisning på skoleskemaet. Vi vil gerne vise elever på dette alderstrin, hvad der foregår i en teknologi-virksomhed i 2020. Det er ekstra vigtigt, fordi der i fremtiden kommer til at mangle uddannede personer inden for de naturvidenskabelige fag, de såkaldte STEM-fag (Science, Technology, Engineering & Math – red.), slutter Jesper Bering Kristensen.

Ifølge forskellige prognoser kommer der til at mangle fra 10.000-13.000 jobs inden for de ovennævnte brancher. Jobs, som typisk bliver outsourcet til Asien, hvis der ikke er tilstrækkeligt med dansk arbejdskraft.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

Top