- Gladsaxebladet - https://www.gladsaxebladet.dk -

Bedre beskæftigelsesindsats

Torben Madsen og Michael Dorph Jensen, Enhedslisten, medlemmer af Byrådet og Beskæftigelses- og Integrationsudvalget

Gladsaxe Bladets sidste udgave i 2019 bragte en artikel om beskæftigelsesindsatsen i Gladsaxe. Artiklen rejser spørgsmålet, om virksomhedspraktik styrker mulighederne for at få lønnet arbejde? – svaret i artiklen er tvivlende.

Selv om Gladsaxe har relativt få borgere på offentlige ydelser, er kommunens hjælp til mennesker udenfor arbejdsmarkedet et relevant tema. Langt de fleste ønsker at arbejde, hvis de har mulighed for det, men lovgivningens fokus på mistillid, kontrol og økonomisk pres er ødelæggende. Vi ønsker, at Jobcentret primært hjælper og vejleder den enkelte. Vi får henvendelser fra borgere om, at virksomhedspraktikken ikke fører til lønnet job og opleves som gratis arbejde betalt af kommunen. Andre fortæller, at de spilder tiden med tvungne møder i jobklubber, der ikke støtter, men tværtimod er dræbende for motivationen. Også borgerrådgiverens beretning giver eksempler på, at Jobcentret ikke fokuserer tilstrækkeligt på støtte og vejledning, der kan hjælpe borgeren videre.

Vi har foreslået, at Jobcentret skal søge ligeværdige partnerskaber med virksomheder om målsætningen, at borgeren tilbydes lønnede arbejdstimer efter praktikforløbet, forbedrer muligheden for at få job i andre virksomheder eller bliver afklaret til at påbegynde uddannelse. Vi har også foreslået, at Ungeenheden styrker sin rådgivning om ungdomsuddannelser i københavnsområdet, fordi ordinær uddannelse er en effektiv vej til beskæftigelse. Jobcentret skal blive bedre til at støtte borgere til at komme i arbejde eller videre i livet – det vil vi fortsat arbejde for.