Der må være grænser
Mørkhøj-02-48-18.jpg

OLYMPUS DIGITAL CAMERA

Både den gamle Mørkhøjgård og skovområdet er fredet. Foto: Kaj Bonne.
Byrådet diskuterede områdeafgrænsning af lokalplan for Mørkhøj Bygade nord

På årets sidste byrådsmøde 18. december diskuterede man punkt 3, med det lidet sexede navn ”Forslag til tillæg 15 til kommuneplan 2017 og forslag til lokalplan 256, for Mørkhøj Bygade nord, Mørkhøj Bygade 19, områdeafgrænsning”.

Her skulle der stemmes om, hvilket område lokalplanen skulle gælde for – forslaget var Mørkhøj Bygade 1, 3, 13, 15, 19, 26, 28H og 30, og 32-36, samt Sydmarken 29-39.
DTU og Fødevarestyrelsen har fraflyttet ejendommen på Mørkhøj Bygade 19 med flere, og ejendommen er indtil videre ejet af Statens ejendomsselskab Freja Ejendomme, som har lavet en betinget købsaftale med ELF Development.

ELF Development skriver i en visionstekst til byggeriet blandt andet:

– Den fremtidige omdannelse af området omkring Mørkhøj Bygade udgør en unik mulighed for at skabe et helt særligt område i Gladsaxe Kommune – et nyt bysamfund hvor bæredygtighed, natur, gode boligkvaliteter og stærke fællesskaber er i højsædet.

Boliger og bevaring
De Konservative havde stillet et ændringsforslag, der gik ud på ”at plangrundlaget for området omkring Mørkhøj Bygade og Mørkhøjgård ikke ændres til høj, tæt boligbebyggelse, som angivet i developerens byudviklingsprojekt, men principielt opretholdes eller ændres til fortsat udnyttelse som erhvervs- eller videns-/forskerby aktiviteter”. Det stemte kun Lars Abel (C) for.

Økonomiudvalgets indstilling om, at udarbejdelsen af forslag til tillæg 15 til Kommuneplan 2017 og forslag til Lokalplan 256 for Mørkhøj Bygade nord igangsættes, som der stod i byrådsdagsordnen, stemte derimod alle undtagen Lars Abel og De Radikale for – sidstnævnte stemte blankt.

I byrådsdagsordenen kunne man blandt andet læse, at det har været svært at udleje de nuværende områder i området, at man forventer at der vil kunne opføres flere hundrede boliger på området, men at fredet og bevaringsværdig bebyggelse og beplantning omkring Mørkhøjgård skal omfattes af bevarings- og fredningsbestemmelser, og at skovområdet skal bevares.

Områdeafgrænsning eller principiel tilladelse?
Forud var gået en længere til tider lidt ophedet diskussion om hvor vidtgående sagen og den vedtagne indstilling var. Borgmester Trine Græse (A), Venstres Astrid Søborg, Kristian Niebuhr fra Dansk Folkeparti, SF’s Serdal Benli og Enhedslistens Trine Henriksen holdt på at det byrådet skulle tage stilling til indtil videre var en områdeafgrænsning, ikke indholdet af planerne.
– Det er en områdeafgrænsning. Lokalplanen kommer først senere, sagde Trine Græse til Lars Abel.

Lars Abel, derimod, mente at der er tale om en principiel tilladelse til at gå videre med planerne, og at ELF Developments plan ville blive til virkelighed.

– Tro mig. Om et års tid eller to, så vil developeren her have fået sine idéer fremmet meget, meget langt. Det der står i dagsordenen i dag det bliver resultatet. Konservative ønsker ikke den hastige, uhæmmede vækst, som et flertal tilsyneladende fortsat helt unuanceret disponerer efter. Efter vores opfattelse er det ikke tiden nu, at byrådet godkender en helt ny bydel omkring Mørkhøjgård, mente Lars Abel.
Trine Græse svarede, at Lars Abel tilsyneladende ikke ønskede at der sker ændringer i området.
– Det vil jeg gerne sige, det ønsker jeg, tilføjede hun.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

Top