annonce
Forvirrende konservative meldinger
Folketingskandidat Henrik Sørensen (C) starter året på galt spor i sit læserbrev d. 2. januar.

Martin Skou Heidemann, byrådsmedlem for Venstre, Søhuse 1

Folketingskandidat Henrik Sørensen (C) starter året på galt spor i sit læserbrev d. 2. januar. Først påstår han, at hele Byrådet undtagen De Konservative vil bygge op til 6 etager ved Mørkhøj Bygade. Men det er der slet ikke taget stilling til! De Konservative har åbenlyst misforstået, hvad der foregik på sidste byrådsmøde.

Herefter kritiserer han mig for at have glemt mit eget forslag om mere CO2-venligt byggeri i Gladsaxe. Det har jeg naturligvis ikke. Men jeg har endnu ikke bragt det på bane i forbindelse med Mørkhøj Bygade af den simple årsag, at vi ikke er nået dertil i drøftelserne endnu.

Men bare rolig: Det forslag skal vi i Venstre nok komme med igen. Og jeg håber på at få Konservativ støtte – det fik vi nemlig ikke sidst.

Hele diskussionen om udviklingen af Gladsaxe Kommune kan åbenbart forekomme svær. Det så vi også ved drøftelserne forud for vedtagelsen af en stadsarkitekt. Det var De Konservative også imod. Først da flertallet stod klart, så gik man på talerstolen og roste nyskabelsen.

I virkeligheden er diskussionen om udviklingen let: Skal Gladsaxe fortsat være en omegnskommune med varierende åbne boligområder og grønne områder? Eller skal Gladsaxe udvikles mod at blive een stor by med mange høje boligblokke?

Venstre har siden sidste valg arbejdet målrettet for det første. Vi håber, at De Konservative også vil melde sig på banen med velgennemtænkte og relevante indlæg. Det savner vi.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

Top