Fra slikbutik til chokoladeforretning på Buddinge Torv
ChokoladeBrian.jpg
Brian Jensen tilbyder mange lækre produkter i Buddinge Centret Chokolade. Foto: Henrik Hvillum
Brian Jensen overtog Buddinge Centret Chokolade i september sammen med sin hustru Susanne. Deres ambition er at omdanne butikken fra en almindelig slikbutik til en eksklusiv chokoladeforretning. Og de er godt på vej allerede

– Vi syntes ikke rigtigt, at det passede til butikken, som den så ud før, så det skulle være mere eksklusivt. Eksempelvis har vi hjemmelavede italienske is og te fra et af landets ældste te-huse. Vi fører også Bülow- og Bagsværd-lakrids, som jo er lokalt, samt produkter fra Karamelkompagniet og mange andre eksklusive mærker, fortæller Brian Jensen mens han stolt viser de lækre produkter frem.

Kurve er populære
Ud over at købe varerne enkeltvis, er det som noget nyt også muligt at købe sammensatte kurve med forskellige produkter hos Brian Jensen. Det er der især mange lokale virksomheder, der benytter sig af. Og der er godt gang i salget af både de præfabrikerede og de speciallavede kurve.

– Jeg var stærkt interesseret i at få gang i noget erhverv. Hvis man f.eks. skal ud til en reception, eller en begivenhed på kontoret, skal de kunne komme til os og bestille en kurv med gode ting, så vi kommer til at arbejde på at udvide den del af forretningen nu efter jul og nytår. Typisk vil folk ringe og bestille den en times tid før de skal bruge den, og så har vi den klar, når de henter den, lover Brian Jensen.
Hans ambition er nu, at Buddinge Centret Chokolade skal blive Københavns bedste delikatesse- og chokoladebutik.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

Top