Nordjysk bjørnetjeneste
Ishockey-09-02-20.jpg

OLYMPUS DIGITAL CAMERA

Gladsaxe Bears havde meget spil og mange chancer, men tabte 2-4 hjemme til Aab lørdag. Til gengæld tog holdet revanche søndag, og tævede Frederikshavn med 6-1. Foto: Kaj Bonne.
Gladsaxe Bears havde masser af chancer, men tabte hjemme 4-2 til Aalborg lørdag. Til gengæld tog holdet revanche søndag, og tævede Frederikshavn 6-1

Gentofte Stars fik has på Gladsaxe Bears lige inden jul i ishockeyens 1. division, men bjørnene fra Gladsaxe havde vundet de foregående 9 kampe. Så da Bears mødte Aab hjemme i Gladsaxe Skøjtehal lørdag, foran 135 tilskuere, var der grund til at være optimist. Bjørnene fik dog ikke den bedste start, i en tempofyldt 1. periode.

Efter seks minutter pressede Aab hjemmeholdet tilbage i egen zone, efter at Nikolai Damm var blevet udvist minuttet inden, og Emil Marcussen fik pucken i mål til Aab-føring 0-1. Bears pressede dog på og fik udlignet til 1-1 ved Steffen Schultz efter et kvarter.

Også anden periode startede skidt for Bears, efter endnu en udvisning efter kun 20 sekunder. Minuttet efter bankede Lasse Laumand nemlig pucken i kassen til 1-2, efter et par nærgående nordjyske forsøg. Og efter flere gode chancer og spilovertag til Bears, scorede udeholdets Mats Haurum til 1-3 efter en lille halv time.

Lige ved og næsten
Bjørnene havde svært ved at komme igennem en solid Aab-defensiv, men bagud 1-3 skulle de frem over isen i tredje periode. Og efter en lidt sløv start, skabte hjemmeholdet den ene chance efter den anden i det sidste kvarter.

Med ni minutter igen fik Gladsaxe pucken i kassen, men målet blev annulleret. Minuttet efter talte Niclas Mallings mål til 2-3 dog, og så var pointene pludseligt inden for rækkevidde.

I en hektisk slutfase satte Søren Dau Mortensen et par mand med fem minutter igen af kampen, men hans skud røg lige forbi mål, og minuttet efter afsluttede Joshua Rye Petersen lige på Aab-målmanden. Med to minutter igen pillede hjemmeholdet målmanden ud i et sidste forsøg på at få scoret, men kort tid efter kunne Lasse Laumand score sit andet mål i et tomt Gladsaxe-mål til slutstillingen 2-4.

Ifølge sportschef i Gladsaxe Bears, Jacob Volf, bar kampen præg af at holdet har haft fem uger med kun en enkelt kamp.

– Vi skulle bruge de to første perioder til at banke rusten af. Og så kender vi ikke vores besøgstid foran Aalborgs mål. For vi havde bestemt chancer til at lave to, måske tre mål mere. Men så langt i sæsonen er vi rimelig godt tilfreds med resultaterne, fortæller han.

Tævede Frederikshavn dagen efter
Dagen efter mødte Gladsaxe Bears Frederikshavn, også i Gladsaxe Skøjtehal, og her var der for alvor grund til at være tilfreds med resultatet – det blev nemlig til en storsejr på 6-1, på to mål hver af Nikolai Dam og Anders Schultz, samt et enkelt af henholdsvis Søren Dau Mortensen og Joshua Rye Petersen.

Bears ligger nummer tre i 1. division, efter Rødovre og Gentofte. Næste hjemmekamp er mod Vojens søndag klokken 10.30.

Niclas Malling (til højre) fik reduceret til 2-3 mod Aab, men tættere kom Gladsaxe Bears ikke på sejren lørdag. Til gengæld blev Frederikshavn sendt hjem med et 6-1 nederlag dagen efter. Foto: Kaj Bonne.

Niclas Malling (til højre) fik reduceret til 2-3 mod Aab, men tættere kom Gladsaxe Bears ikke på sejren lørdag. Til gengæld blev Frederikshavn sendt hjem med et 6-1 nederlag dagen efter. Foto: Kaj Bonne.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

Top