annonce
Skraldemænd strejkede
Skraldebil-søborg.jpg
Remondis tømmer beholderne til det genanvendelige affald (papir/glas, metal/plast og storskrald) i Gladsaxe. Foto: Peter Kenworthy
Renovationsarbejderne hos Gladsaxe Kommunes renovatør Remondis nedlagde arbejdet fredag

Ifølge Ramondis var der tale om en arbejdsnedlæggelse i Brøndby, men flere kommuner – heriblandt Gladsaxe – var berørt af arbejdsnedlæggelsen, der blev afsluttet mandag.

– Arbejdsnedlæggelsen forventes at vare indtil mandag d. 13. januar 2020 kl. 17.00. Vi beklager de gener, det må medføre, skriver Remondis i en pressemeddelelse.

Henrik Bay-Clausen, der er formand for 3F Kastrup, fortæller at der er tale om en overenskomststridig arbejdsnedlæggelse, til Fagbladet 3F.

– Det er størsteparten af cirka halvandet hundrede mand, der har nedlagt arbejdet. Vi har hørt, det skyldes utilfredshed med lokale forhold, blandt andet meget løse hænder i forhold til fyringer, tilføjer han.

Remondis tømmer beholderne til det genanvendelige affald (papir/glas, metal/plast og storskrald) i Gladsaxe.

I maj 2019 strejkede medarbejderne i Remondis i en dag, hvor der blev ikke tømt affald i Gladsaxe. Ifølge Remondis var der dengang tale om en landsdækkende, overenskomststridig arbejdsnedlæggelse.

Ifølge skraldemændene selv, strejkede man i sympati med kollegaer i Frederikshavn, hvor konflikten med Remondis startede. 3F fortalte dengang at striden opstod på grund af blandt andet nye affaldsbeholdere, der var med til at forlænge arbejdsdagen for skraldemændene.

I november besluttede Gladsaxe Kommune, at man ville undersøge om renovationsindsamlingen skal hjemtages.

På Miljøudvalgets møde i juni sidste år, orienterende By- og Miljøforvaltningen om at der var store udfordringer med samarbejdet med Remondis, og at man havde opkrævet bod af renovatøren.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

Top