Socialdemokrater bliver løsgængere
Lise-og-Lene.jpg
Lise Tønner (tv) og Lene Svendborg melder sig ud af Socialdemokratiet, men skifter ikke parti. Foto: Privat.
Lene Svendborg og Lise Tønner har meldt sig ud af Socialdemokratiet og bliver løsgængere i Gladsaxe Byråd

Efter længere tids overvejelser kan Lene Svendborg og Lise Tønner efter eget udsagn ikke længere se sig selv i den socialdemokratiske byrådsgruppe i Gladsaxe Byråd, og har derfor meldt sig ud af partiet og er blevet løsgængere.

– Vi mener ikke, at den førte politik i Socialdemokratiet i Gladsaxe er rød nok, og ofte er den ikke på linje med partiets politik på landsplan. Vores beslutning skyldes desuden et meget svært samarbejdsklima i S-gruppen. Vi bliver fra dags dato [tirsdag 7/1] derfor begge to løsgængere i byrådet uden partitilknytning, fortæller de to byrådspolitikere i en pressemeddelelse.

Lise Tønner fortæller til Gladsaxe Bladet at hun og Lene Svendborg har informeret den Socialdemokratiske gruppe, borgmesteren og byrådskollegaerne om deres beslutning, samt at de ikke har tænkt sig at skifte parti.

– Det er svært at melde sig ud af sit parti, men vi er ikke partihoppere. Det er ikke derfor vi har valgt at gøre det. Vi er Socialdemokrater, tilføjer hun.

Gruppeformand for Socialdemokratiet i Gladsaxe Byråd, Tom Vang Knudsen, fortæller at han er rigtig ærgerlig over situationen.
– Men den fremstilling de kommer med kan jeg ikke genkende. Jeg synes at vi har højt til loftet i den Socialdemokratiske gruppe, og vi har strakt os langt for at få samarbejdet til at fungere i gruppen – også med Lise og Lene, siger han.

– Vi vil fortsat samarbejde med alle partier i Gladsaxe, også med de to løsgængere, tilføjer Tom Vang Knudsen.

Lene Svendborg og Lise Tønner fortæller, at de forventer at fortsætte byrådsarbejdet i de udvalg de sidder i, som løsgængere.

Efter eget udsagn vil de blandt andet have fokus på børn og unges trivsel, trygge rammer i skoler og daginstitutioner, en tryg ældrepleje, arbejdsmiljø, offentlig transport og at bekæmpe social dumping og skattely.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

Top