Fanget i et bur af præstationskultur
Præstationskultur.jpg
Nellie (tv) og Sørine (th) går i 9.klasse på Søborg Skole. De har skrevet et essay om at føle sig fanget i en præstationskultur. Foto: Privat.
9. klasse, en umættelig projektopgave forude. Søndag aften, dagen før det går løs. Jeg føler det hele, angsten, nervøsiteten, uvisheden. Ingen tanker samler sig. Det skal nok gå, det betyder ikke noget, hvad jeg får.

Af Sørine Johansen og Nellie Voss, 9. klasse på Søborg Skole

9. klasse, en umættelig projektopgave forude. Søndag aften, dagen før det går løs. Jeg føler det hele, angsten, nervøsiteten, uvisheden. Ingen tanker samler sig. Det skal nok gå, det betyder ikke noget, hvad jeg får. Jeg prøver at lade fornuften få ordet, men jeg taber hele tiden kampen, og angsten skyller ind over mig, 12, 12, 12… Jeg føler mig isoleret, helt alene, men er jeg det?

Nej! Isoleret, hver for sig er vi mange unge, der deler følelsen. Men at vi er mange, fjerner den ikke. Præstationsangst hedder det. Årsag: Præstationskultur i det danske skole- og uddannelsessystem!
Nogle timer senere, klokken er 2 om natten. Falder jeg i søvn nu, får jeg 4 timers søvn. Dog kan det være lige meget, jeg kommer alligevel ikke til at sove. For nu kommer tankerne og fylder soveværelset. Jeg kigger på sekundviseren.

Jeg forestiller mig, at den stopper og først starter, når jeg er færdig med denne fordømte projektopgave. Jeg sidder her, stresset til renden, træt af skole. Jeg vil bare have 12.
Vi elever er deltagere i et sindssygt karakterræs, alt under 12 føles som en enorm lussing lige i ansigtet. En af dem der brænder og laver et rødt håndmærke. Er jeg for karakterfikseret eller et produkt af præstationssamfundet?

En ting jeg finder ubehagelig er, at manges stræben efter topkarakterer har store konsekvenser, bl.a. for klassefællesskabet. Klassekammerater bliver til klassekonkurrenter.

Mandag, 7. lektion. Alle stemmer er blevet til en summen. Mine øjenlåg er tungere end min skoletaske, og hovedpinen borer hul i mine tindinger. Jeg føler mig utilstrækkelig, jeg vil så gerne! Jeg vil gerne være den perfekte elev, jeg vil være den, der fra 8-15 altid er nysgerrig, målrettet og fyldt med motivation. Det er jeg ikke, og jeg bliver stresset og ked af alt, det jeg ikke er og ikke kan.

Men hvad har præstationskulturen rod i? Er det de mange politiske tiltag? Kommer det fra os selv, fordi vi lever i nutidens ungdomskultur? Er stræben efter 12-tallet et udtryk for behov for kontrol, fordi vores privatliv er sprængt i atomer og delt på diverse medier?

Jeg ved, man kalder min generation for forkælet – vi er curlingbørnene. Til det kan jeg bare sige, at curling ikke er forkælelse. Det er ansvarsfralæggelse fra forældrene, men den diskussion kan vi tage en anden gang.

Jeg føler mig fanget i et bur af præstationskultur – hjælp!

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

Top