- Gladsaxebladet - https://www.gladsaxebladet.dk -

Ledningsarbejde på ringvejen

Novafos skal udføre ledningsarbejde på Gladsaxe Ringvej for at gøre plads til byggeriet af Hovedstadens Letbane. Fra fredag 13. marts til søndag 15. marts lægger Novafos nye regn- og spildevandsledninger på tværs af rampen fra Motorring 3 ved grænsen til Herlev Kommune og mod Kagsåkvarteret. De to vejbaner på rampen vil på skift være lukket, og det kan derfor tage lidt længere tid at komme af og på motorvejen i weekenden. Samtidig er der kun et spor på ringvejen mod Herlev, fordi det ene spor anvendes som svingbane til motorvejen.

Arbejdet udføres som døgnarbejde i weekenden for at give færrest mulige gener for hverdagstrafikken.

Weekenden efter skal Novafos lægge en ledning på tværs af Gladsaxe Ringvej lørdag 21. og søndag 22. marts. Her vil der kun være et spor åbent i hver retning på ringvejen, og weekendtrafikken får derfor lidt mindre plads.

Novafos forventer at være helt færdige med arbejdet mellem kommunegrænsen til Herlev og Hillerødmotorvejen i efteråret 2020.

Læs mere på dinletbane.dk/faa-trafikinformation [1]