annonce
Lige til grænsen
Genforeningsstenen-07-25-15.jpg
Genforeningsstenen i Bagsværd. Foto: Kaj Bonne.
Afstemningen om Genforeningen fylder 100 år den 10. februar

I Gladsaxe står der en over to meter høj sten, til minde om Genforeningen og grænsedragningen i 1920 mellem Danmark og Tyskland, på hjørnet af Bagsværd Hovedgade og Bagsværdvej – en af over 500 spredt over hele landet.

– I fem og halvtredsindstyve år havde det danske folk i Sønderjylland trods tvang i fremmed herredømme bevaret dansk sindelag. Ved afstemningen den 10. februar 1920 opnåede danskerne i Nordslesvig flertal og forenedes atter med Danmark, står der blandt andet på stenen, der blev rejst året efter Genforeningen.

Stenen er tegnet og udført af billedhugger Felix Nylund, og blev rejst under ledelse af vognmand Einar Nielsen. Udgifterne til rejsningen blev dækket af en indsamling.

Grænser for galskaben
Grænser kan både løse og give konflikter, for ofte bor der mindretal, der taler andre sprog eller har en anden kultur end flertallet, indenfor nationalstaternes grænser.

Civilisationens fødsel kan defineres som det tidspunkt, hvor mennesket begyndte af bygge hegn og vores civilisation er på denne måde et slags produkt af hegnenes begrænsning, skriver den japanske forfatter Haruki Murakami i ”Kafka på stranden”.

Og grænserne i Storbritannien, på Balkan, i Catalonien og i flere afrikanske lande har været eller er i opbrud. Sidstnævnte blandt andet fordi mange af dem blev lavet, for at sikre kolonimagternes interesser, mere end indbyggernes.

Genforeningens grænsedragning i 1920 – der blev en del af et helt nyt Europakort – er derimod tilsyneladende et eksempel på det modsatte. Ikke mindst fordi grænsen blev draget efter en folkeafstemning, hvor Nordslesvigerne (med 75 procent for) besluttede at blive en del af Danmark, mens Sydslesvigerne (med 80 procent for) besluttede at forblive en del af Tyskland.
Men også fordi der i mange år forinden havde været en kompliceret historie mellem Danmark og Tyskland, ikke mindst i forhold til hertugdømmerne Slesvig og Holstein, som lå i grænseområdet mellem de to lande.

Arbejdede for folkeafstemning
Faktisk havde den preussiske ministerpræsident, Otto von Bismarck, allerede under en fredskonference i 1864, foreslået en folkeafstemning i Slesvig, men stødte på modstand i Sverige, Storbritannien, Rusland og Østrig, der selv dominerede andre folkeslag. Danmark endte som bekendt med at tabe krigen, og måtte afstå hertugdømmerne til sejrherrerne.

Bismarck fik dog indsat en paragraf i fredstraktaten, der beskrev hvordan ”befolkningerne i de nordlige distrikter af Slesvig skal afstås til Danmark, når de ved en fri afstemning tilkendegiver ønsket om at blive forenet med Danmark”.

Og selvom en sådan afstemning ikke umiddelbart blev realiseret, blev denne paragraf set som et symbol på retten til at blive genforenet med Danmark af danske Sønderjyder, som derefter i vid udstrækning lagde sig fast på at løse grænsespørgsmålet via en folkeafstemning.

Også selvom den preussiske stat fra 1870’erne så de danske sønderjyder som ”rigsfjender”, og begyndte at undertrykke dem og deres sprog.

I 1918, efter Først Verdenskrigs afslutning, erklærede den tyske regering ”at også det nordslesvigske spørgsmål i henhold til [den amerikanske] præsident Wilsons fredsprogram bør løses på grundlag af den pågældende befolknings selvbestemmelsesret”.

Og folkeafstemningerne blev skrevet ind i Versaillestraktaten, der også pålagde Tyskland af afstå flere andre områder.

Betød meget for mange
Afstemningen om at stemme Sønderjylland tilbage til Danmark, som man kaldte det, betød meget for mange danskere.

I Gladsaxe Kommunes Grundejerblad i 1919, kunne man læse en opfordring til at støtte Den Sønderjyske Fond, og der blev også afholdt en genforeningsfest med taler og sange i Gladsaxe.

– Sportssejre og aandelige Fremskridt er ikke det, der mest samler en nation. Triumfen over at Uretten er besejret ved fælles Anstrengelse, den er det, der faar en Nation til at staa festglad ved Maalets Mærkepæl, skrev Bagsværd Avis den 23. juni 1920 – et par uger inden Genforeningen blev effektueret og kongen red over grænsen på sin hvide hest.

Bagsværd Avis havde i januar 1920 forklaret, hvordan de tilrejsende stemmeberettigede sønderjyder fik deres legitimationsbevis, så de kunne komme til at stemme.

En af disse var min oldemor, Sofie Mathiesen, som var fra Als. Hun fik sendt en billet af sin far Thomas Jessen, så hun kunne komme hjem fra Kina, hvor hun boede med sin mand og to børn, og stemme sin fødegård, Maibølgaard, hjem til Danmark. Hun sejlede hjem.

– Nu er freden endelig sluttet med Tyskland, men i det øvrige Europa ser det uroligt ud endnu. Efter fredsbetingelserne skal tyskerne rømme Nordslesvig inden 10 dage, og afstemning finde sted senest tre uger derefter, havde Thomas Jessen skrevet til sin datter i juni 1919.

Han døde få uger efter afstemningen, og nåede dermed lige at være med til at fejre Genforeningen, men ikke at se den blive en realitet.

Mådeholdende mindretal
Her hundrede år efter, findes der stadig et tysk mindretal i Sønderjylland, ligesom der findes et dansk mindretal syd for grænsen, med egne partier, aviser, skoler, kirker og foreninger. Blandt andet på grund af demokratiske mindretalsrettigheder og statstilskud.

På sin hjemmeside beskriver Sekretariatet for Genforeningen 2020, hvordan den nye grænse i 1920 skar de traditionelle afsætningsmarkeder for det regionale erhvervsliv over, hvor toldregler, grænsekontrol og valuta blev en barriere for samhandelen, og trafikforbindelserne måtte reorganiseres.

Og at løsninger på grænseproblemer tager tid, og holdninger til grænsedragninger kan være forskellige, kan ses ved, at tyskere og tysksindede nordslesvigere vedblev med at omtale det vi i Danmark kalder Genforeningen som Nordslesvigs afståelse til Danmark.

Men man mener samtidig at Sønderjyllands deling lagde grunden til den dansk-tyske mindretalsordning, som i dag regnes som forbilledlig også i europæisk sammenligning.

– Historien om, hvordan begge lande kunne nå dertil efter en række polariserende opgør i det 19. og 20. århundrede rummer megen indsigt og læring, blandt andet om en balanceret mindretalspolitik, skriver Sekretariatet for Genforeningen 2020.

At landene og befolkningerne i grænseområdet har kunne nå dertil, har sandsynligvis ikke så lidt at gøre med, at konflikten blev løst med en folkeafstemning. Og folkeafstemninger, der bliver brugt til at forsøge at løse konflikter mellem nationer og folk, er igen blevet moderne.

Man kan bare se på Sydsudan, der i 2011 stemte sig til uafhængighed fra Sudan. Catalonien, hvis folkeafstemning dog blev undertrykt og underkendt af den spanske regering. Skotland, som stemte om uafhængighed fra Storbritannien i 2014, og måske prøver igen inden for den nærmeste fremtid. Og stillehavsøen Bougainville, der med et stort flertal i december stemte for selvstændighed fra Papua Ny Guinea.

Kilder: Hans Schultz Hansen, Genforeningen; Gladsaxe Lokalhistoriske Forening, Årbog 2013.

1 kommentar om “Lige til grænsen”

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

Top