Ligesom Django
Jazzklubben-04-07-20.jpg

OLYMPUS DIGITAL CAMERA

Just Like Django besnærede publikum med farverig jazz i flere afskygninger til jazzklubbens arrangement i Telefonfabrikken. Foto: Kaj Bonne
Jazzkvartet gav swingende koncert på intimscenen i Telefonfabrikken

En tur på Wikipedia viser, at ”Django” kan være alt fra musiksoftware, et computerspil og en karakter i en Westernfilm, til navnet på den belgiske jazzguitarist Django Reinhardt, der døde i 1953, og den sang som jazzpianisten John Lewis skrev året efter, som en hyldest til Reinhardt.

Den unge akustiske jazzkvartet, Just Like Django, indrømmede da også overfor publikum, at bandet var stærkt inspireret af Django Reinholdt. Og bandet spillede flere af hans sange, herunder hittet Minor Swing, da de spillede på en udsolgt intimscene på Café Drop Inn i Telefonfabrikken i sidste uge.

Men Just Like Django var vidt omkring, og dækkede et bredt spektrum af musikalske indflydelser – fra festlige jazzstandarder, folkemusik og samba, til fransk vals og fransk gypsyjazz, samt et par af deres egne numre.

I det hele taget sørgede bandets ”motorrum”, rytmeguitaristen Jon Noe og bassisten Thomas Løkke, for at det swingede. Leadguitarist, Peter Uldal tegnede behændige diskantmalerier på guitaren. Og Kristian Rusbjergs fingre gik som stempler på harmonikaen, ofte i en rasende fart, i berusende improvisationer.

– Det gode ved denne her slags musik er, at vi ’faker’ os igennem 80 procent af det. Vi finder på, og håber på det bedste, som Rusbjerg fortalte publikum på klingende jysk.
Det var publikum nu øjensynligt godt tilfreds med. Fødder swingede i takt til musikken under hele koncerten, og efter en intim version af Django Reinhardts ”Dark Eyes” som ekstranummer, fik bandet en taktfast, stående ovation.

 Kristian Rusbjerg improviserede efter alle kunstens regler på harmonikaen.Foto: Kaj Bonne.


Kristian Rusbjerg improviserede efter alle kunstens regler på harmonikaen.Foto: Kaj Bonne.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

Top