Nogen skal jo turde at gå forrest
I Gladsaxe har vi et ønske om, at alle vores leverandører, herunder også vores banker, lever op til en række etiske krav om blandt andet social og økonomisk ansvarlighed

Trine Græse, borgmester

I Gladsaxe har vi et ønske om, at alle vores leverandører, herunder også vores banker, lever op til en række etiske krav om blandt andet social og økonomisk ansvarlighed. Derfor var det et enigt Økonomiudvalg, der 1. oktober vedtog det udbudsmateriale, som til fulde følger anbefalingerne fra KL’s Bankråd om bankudbud. Som kommune og forvalter af borgernes penge har vi et meget stort ansvar for at stille krav til vores leverandører om etisk ansvarlighed.

Og derfor undrer det mig, at Henrik Bach Mortensen og Venstre i den grad holder hånden under en branche, der er under beskyldning for at deltage i alvorlig international økonomisk kriminalitet som hvidvask ved i både Gladsaxe Bladet og i landsdækkende medier at undsige et helt Økonomiudvalgs beslutning, herunder også sit eget parti. Debatten om, hvilke krav vi som kommuner og samfund kan og skal stille til vores leverandører, er en meget vigtig debat, og jeg har ikke hørt om andre partier i Byrådet end Venstre, der har skiftet synspunkt. Derfor holder vi fast i vores krav til ansvarlig bankdrift, herunder bod til bankerne, hvis de ikke overholder kravene om ikke at deltage i hvidvask. For nogen skal jo turde gå forrest.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

Top