Ny skolestruktur
Økonomiudvalget vedtog helhedsplan for Ringbo og Bakkeskolen

Et flertal i Gladsaxe Kommunes økonomiudvalg vedtog 4. februar en helhedsplan for Ringbo og Bakkeskolen.

Trine Græse (A), Tom Vang Knudsen (A), Peter Berg Nellemann (A), Christina Rittig Falkberg (B), Lars Abel (C), Serdal Benli (F), Kristian Niebuhr (O) og Pia Skou (V) stemte for. Trine Henriksen (Ø) stemte imod, med begrundelsen om at Enhedslisten ikke støtter forslaget om at bygge en ny skole til erstatning for Skovbrynet Skole.

I det tilhørende notat til helhedsplanen, udarbejdet af Børne- og Kulturforvaltningen, kan man blandt andet læse, at arealet på Ringbo ”rummer Bakkeskolen, hvor der skal tages stilling til en permanent flytning af eleverne. Arealet skal i stedet indgå i helhedsplanen for Ringbo og skal bruges til etablering af en ny folkeskole”.

Ifølge notatet vil Skovbrynet Skole inden for en årrække vokse sig større end de nuværende to spor, men samtidig havde skolen i 2019/20 den laveste tilslutningsprocent ved indskrivningen i 0. klasse i kommunen.
– Det er ikke muligt at beregne, hvor stor en effekt en ny skole med en ny beliggenhed vil have på tilslutningsprocenten, tilføjes det i notatet.

Fremtidens skolestruktur
I juni sidste år udsendte Gladsaxe Kommune en pressemeddelelse om ”Fremtidens skolestruktur i Bagsværdområdet”, hvor man blandt andet kunne læse:
– På Byrådsmødet blev det gentagne gange understreget, at Skovbrynet Skole er en rigtig god skole med dygtige lærere og gode faglige tilbud. Men trods mange års indsats er det desværre ikke lykkedes at tiltrække elever nok til at fylde skolen op, samtidig med at der er kapacitetsproblemer på de andre skoler i området.

En ny skole kan først være færdig om otte til ti år, tilføjede kommunen i pressemeddelelsen.

Skovbrynet Skole havde i 2018 den tredjebedste undervisningseffekt af skolerne i Gladsaxe Kommune, og den bedste blandt Gladsaxes folkeskoler. Undervisningseffekten måler skolernes evne til at øge elevernes karaktergennemsnit, i forhold til deres socioøkonomiske baggrund.
pk

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

Top