- Gladsaxebladet - https://www.gladsaxebladet.dk -

Stop vanvidsbilisterne!

Af Jeppe Bruus (S), Gladsaxeborger, retsordfører og formand for Folketingets transportudvalg

Der skal være plads til alle i trafikken. Med en enkelt undtagelse: Vanvidsbilister. De har intet at gøre på vores veje.

Derfor sætter vi nu hårdt mod hårdt, for at sætte en stopper for den voldsomme og hensynsløse kørsel, der sætter andre menneskers liv i fare.
Vi har desværre – i Gladsaxe og resten af landet – set flere og flere tilfælde af bilister, der helt og holdent ignorerer alle andre.
For trafikken er ikke et computerspil uden konsekvenser. Det er et sted, hvor vi alle dagligt bevæger os.
Det er der, hvor vores børn går og cykler i skole.
Det er der, hvor vores ældre går i supermarkedet.
Alligevel er der mennesker i dette land, der kører hensynsløst og blæser på love og regler.
Den type bilist kan ikke bare tales til fornuft, men skal mærke håndfaste straffe.
Derfor kommer vi med et lovforslag, så vanvidsbilister fremover kommer direkte i fængsel, mister kørekortet med det samme, og i minimum tre år. Og så beslaglægger vi bilen, sælger den og putter pengene i statskassen.
Det er hård kost. Men vi skal have sat en stopper for vanvidskørslen nu og her.