- Gladsaxebladet - https://www.gladsaxebladet.dk -

Aflyser studierejser og går digitalt

– Samtidig med at vi har skulle lukke vores dagskole og sende elever rundt til mange verdenshjørner inden det hele lukkede ned, har vi også skulle etablere en helt ny intensiv digital undervisning. Det er vi i fuld gang med, siger rektor på Bagsværd Kostskole og Gymnasium, Jimmy Burnett Nielsen.

Det er nemlig lidt mere kompliceret at sende alle elever hjem, når man også har elever der bor fast på skolen – og hvis forældre bor og arbejder i udlandet.

– Vi stopper allerede nu vores studierejser og rejser i øvrigt frem til august, hvor der starter nyt skoleår. Og vi har også allerede droppet den første studierejse i september. Samtidig skruer vi op for vores digitale satsning på skolen. Vi kommer til at undervise eleverne på en helt ny måde, for vi kan godt se, at vi nok ikke slipper for en forlængelse af nedlukningen, fortæller Jimmy Burnett Nielsen.

Hovedparten af eleverne på Bagsværd Kostskole og Gymnasium bor i Gladsaxe Kommune – men især på kostskoleafdelingen er der elever, hvis forældre bor i udlandet.