annonce
Anholdt efter mistænkeligt dødsfald
Politi-razzia-05-45-14.jpg
Foto: Kaj Bonne
Politiet har siden lørdag nat efterforsket et mistænkeligt dødsfald i Søborg. En 23-årig mand er nu anholdt og fremstillet i grundlovsforhør

Klokken 00.30 lørdag nat blev Københavns Vestegns Politi tilkaldt til en lejlighed på Tinghøjvej i Søborg, hvor en 24-årig mand var afgået ved døden.

Dødsfaldet blev betragtet som mistænkeligt og politiet startede derfor en efterforskning. Man vurderede at det var sandsynligt at der var en forbindelse mellem sagen om det mistænkelige dødsfald, og et skyderi tidligere fredag aften i Brønshøj.

To personer der var i lejligheden blev afhørt, men man vurderede, at der ikke var grundlag for at sigte dem. De blev derfor løsladt.

Københavns Politi overtog efterfølgende efterforskningen. De oplyste mandag, at man havde anholdt en 23-årig mand med relationer til bandemiljøet og havde sigtet ham for drabet på den 24-årige mand.

– Den dræbte blev efter politiets opfattelse forsætligt påkørt på et stisystem ved Vestvolden tæt på Frederikssundvej i Husum. Det lykkedes ham at komme ind i lejligheden i Søborg, hvor han senere døde af sine kvæstelser, fortæller Københavns Politi.

Den 23-årige anholdte blev tirsdag fremstillet i grundlovsforhør med begæring om lukkede døre og varetægtsfængsling.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

Top