annonce
Gode film i limbo
Forår-over-Bibliografen.jpg
Vi glæder os til at nyde forårssolen over Bibliografen. Foto: Henrik Munch Larsen.
Men der er masser af aktivitet bag Bibliografens lukkede døre og online

Som de fleste læsere uden tvivl er klar over, holder Bibliografen dørene lukket i denne tid. Ligesom alle andre steder tages Covid 19-krisen dybt alvorligt, og brugernes såvel som de ansattes helbred sættes over alt andet.

Men personalet i Bibliografen er ærgerlige, for der var simpelthen så meget godt på vej. Men som det tydeligt fremgår af Bibliografens hjemmeside, er alle premieredatoer simpelthen i limbo. Intet er sikkert og flere film er helt sløjfet. Det skal dog ikke afholde os fra at give et par filmrelaterede tips videre fra Bibliografens personale. En af de seneste måneders helt store succeser i Bibliografen har været den sydkoreanske Oscarvinder ”Parasite”. Derfor retter vi endnu en gang blikket mod Korea og ”Burning”, der er en filmatisering af Haruki Murakamis novelle.

Enspænderen Jong-Sus forhold til pigen Hae-Mi er filmens omdrejningspunkt, og som filmen skrider frem, udvikler den sig fra rå realisme til et hallucinatorisk drømmesyn. ”Burning” er et hovedværk i moderne koreansk film og får nu forhåbentlig et meget større publikum, hvor ”Parasite” har banet vejen. ”Burning” kan ses på filmstriben, hvor man blot skal bruge sit bibliotekslogin og så trykke play.

Tager man de filmhistoriske briller på, kan man i forlængelse af Bibliografens forrygende stumfilmaften med visning af scifi-klassikeren ”Himmelskibet” og dertil hørende live-akkompagnement svinge forbi Dansk Filminstituts nye hjemmeside stumfilm.dk og se for eksempel ”Klovnen” fra 1926. I dette drama sender en cirkusklovns talenter ham til Paris, hvor det vilde storbyliv bliver hans skæbne.

Er man ellers bare helt vild med film og går glæder sig, til Bibliografen igen slår dørene op, kan man med kun et par klik på musen købe gavekort på Bibliografens hjemmeside.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

Top