Husk at vaske hænder
Håndvask-COLOURBOX29839823.jpg
Foto: Colourbox.
Gladsaxe Kommune modtager løbende information fra Sundhedsstyrelsen om coronavirus og følger deres anbefalinger, siger kommunen

– Gladsaxe Kommune har et beredskab til at håndtere udbrud af smitsomme sygdomme, og udviklingen overvåges nøje. Vi følger Sundhedsstyrelsens anbefalinger og modtager løbende information fra styrelsen, så vi er på forkant og kan iværksætte forholdsregler, hvis det bliver nødvendigt, skriver Gladsaxe Kommune på sin hjemmeside.

Gladsaxes Børne- og Kulturdirektør, Thomas Berlin Hovmand, skriver desuden i et brev til forældre i Gladsaxe 4. marts, at alle børn, som har rejst i risikoområder og er kommet hjem fra 2. marts eller senere, skal blive hjemme i 14 dage efter hjemkomsten.

– Borgere, der har været i et af risikoområderne, kan ikke aflægge besøg på plejecentre eller besøge ældre hjemmehjælpsmodtagere i egen bolig, tilføjer han.

Husk hygiejnen
Ifølge Sundhedsstyrelsen, kan man forebygge coronavirus med god håndhygiejne (især gennem grundig håndvask), ved at undgå kontakt med personer der har symptomer på forkølelse og/eller luftvejsinfektion, samt ved at hoste eller nyse i et engangslommetørklæde eller i albuebøjningen.

Coronavirus kan vise sig med feber, hoste eller vejrtrækningsbesvær, og symptomerne ses op til 14 dage, efter man er udsat for smitte. Der er globalt set rapporteret over 100.000 tilfælde af coronavirus i verden og over 3.800 dødsfald. 400 af dem i EU- og EØS-lande, ifølge Statens Serum Institut (tal fra 9. marts). Mange tusinde er dog også blevet raske igen, efter at have været smittet. Der er konstateret over 90 tilfælde af coronavirus i Danmark, og Statens Serum Institut vurderer sandsynligheden for, at der vil komme vedvarende smitte i Danmark indenfor de kommende uger som moderat.

Til sammenligning døde der, ifølge Statens Serum Institut, næsten 3.000 danskere af influenzarelaterede sygdomme i 2017/18 og næsten 800 i 2018/19. På verdensplan dør op imod 650.000 mennesker årligt. Over 140.000 døde i 2018 på verdensplan af mæslinger, ifølge WHO.

Opdatering: 

Ifølge Statens Serum Institut (11. marts) vurderes risikoen for, at der kan komme flere rejserelaterede tilfælde af coronavirus i Danmark nu til at være høj. Risikoen for, at der vil komme et egentligt smitteudbrud i Danmark inden for de kommende uger vurderes ligeledes som høj.
Tallene for smittede i Danmark og verden stiger hele tiden. Den 11. marts blev den i Danmark vurderet til 340.

Læs mere på sst.dk/corona

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

Top