Husk de sårbare børn
Sårbare-børn.jpg
Foto: Peter Kenworthy.
Sårbare børn og unge kan blive ramt af lukning af tilbud på grund af coronavirus

Når skoler og institutioner er lukket i en længere periode, er der brug for at have et særligt øje på sårbare børn, eller børn som vokser op i hjem med sygdom, misbrug og andre problemer.

For børnene risikerer at blive overladt til sig selv, efter at skoler, ungdoms- og fritidstilbud er lukket ned på grund af risiko for smitte af coronavirus.

Blandt andet er det svært for familier med ADHD, når børnene mister strukturen i deres hverdagsliv, på grund af regeringens tiltag for at bremse smittespredning af coronavirussen, mener ADHD-Foreningen.
– Det er meget utrygt og kaotisk for et barn, der har overbliksvanskeligheder og svært ved at navigere, tilføjer man.

Det er blandt andet lærerne der skal være med til at sikre, at der er en særlig kontakt til de børn, der vurderes som udsatte.
– Det er en opgave kommunen tager meget alvorligt, og som lærerne gerne lever op til. Der skrives hjem via AULA og/eller ringes. Om nødvendigt vil særligt udsatte børn blive tilbudt nødundervisning på skolen. Vi må love hinanden, at ingen børn skal ende i social eller faglig nød på grund af skolelukningerne, fortæller formanden for Gladsaxe Lærerforening, Thomas Agerskov.

– Det er selvsagt helt nye veje at gå, og det kan være udfordrende, når flere samtidig skal sørge for egne børn i hjemmet. Det er imidlertid mit klare indtryk, at lærerne finder gode veje. Det er vigtigt for os at gøre det, som der skal til i disse særlige tider, og jeg er sikker på, at vi kommer i mål med opgaven, tilføjer han.

Hjælp til selvhjælp
Gladsaxe Kommune har etableret et nødberedskab i familieafdelingen, der er i løbende kontakt med udsatte børns familier på telefon eller mail. Samtidig fører man fortsat tilsyn med anbragte børn.

Kommunen har desuden telefonrådgivning til børnefamilier, der har brug for vejledning i at håndtere den nye hverdag – herunder for forældre til børn med ADHD og autisme (læs mere på gladsaxe.dk/coronappr).

Man kan dog også selv være med til at hjælpe de sårbare børn og deres familier bedst muligt i deres hverdag i denne coronatid.

Dansk Psykologforening opfordrer til, at man ringer til andre forældre, beder de sårbare børn om at sende daglige billeder eller emojis, og generelt lader dem vide, at du er der for dem, og at de ikke er alene.

Og Red Barnet opfordrer til, at man giver børn alderssvarende information, så vidt muligt holder sig til rytmerne, involverer børnene i beslutningsprocessen, husker at bevæge sig og spise sundt, samt husker at prioritere både skolelæring og den sociale læring.

Red Barnet fortæller desuden, at der er 1,5 milliarder børn på verdensplan, som ikke kan komme i skole på grund af coronavirussen.

– Konsekvenserne af skolelukningerne begrænser sig ikke alene til selve skolegangen. Lukningerne truer også sundhedstilstanden for især børn fra familier med lav indkomst. Mange af børnene er afhængige af den nærende mad, de kan få på skolerne, og når de ikke længere får den, kan det gå ud over børnenes generelle ernæring og sundhed, tilføjer Red Barnet.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

Top