Prioriteret hjemmehjælp
Gladsaxe Kommune spørger dem der får praktisk hjemmehjælp om de kan springe den over

En bekendtgørelse fra Sundheds- og Ældreministeriet, om begrænsning af rettigheder på sundheds- og ældreområdet i forbindelse med håndtering af coronavirussen, skal sikre at ”der på … det kommunale sundheds- og socialområde kan foretages den nødvendige prioritering af den behandlings-, pleje- og personalemæssige kapacitet i forbindelse med håndteringen af Coronavirussygdom”.

Gladsaxe Kommune er derfor i gang med at ringe rundt til dem der modtager hjemmehjælp, for at høre om de kan nedjustere eller springe hjemmehjælpen over, eller hvordan deres pårørende kan give en ekstra hånd – for eksempel med rengøring eller tøjvask.

Årsagen er, ifølge kommunen, at der kommer flere plejekrævende patienter fra hospitalerne, og fordi personalet risikerer i højere grad at blive syge, på grund af corona-virussen.

– Vi forbereder os lige nu på, at vi i de kommende uger vil opleve et øget pres på vores hjemmepleje, vores midlertidige pladser og vores plejeboliger … Vi står altså i en situation, hvor vi skal håndtere flere opgaver med færre medarbejdere, skriver social- og sundhedsdirektør, Ulrich Schmidt-Hansen, i en orientering til Gladsaxe Byråd.

Blandt andet er sundhedsplejersker og pædagoger ved at blive oplært i at kunne hjælpe, når sygefraværet stiger.

Stor forståelse
– Dem der ringer rundt til borgerne fortæller, at der er stor forståelse for at vi er nødt til at prioritere resurserne der hvor der er størst behov. Men også for at vi ikke bare hyrer folk ind, da dette vil øge risikoen for smittespredning, fortæller Gladsaxes borgmester, Trine Græse (A).

– Men samtidig bliver det jo ikke sådan, at der ikke kommer nogen i hjemmet, når det gælder for eksempel medicinering eller anden nødvendig pleje, tilføjer hun.

Ældre Sagen fortæller at man har fuld tillid til kommunernes nødberedskab, og forståelse for, at der prioriteres hårdt i ældreplejen på grund af corona-krisen.

– Vi har forståelse for begrænsning af kontakter til svækkede ældre for at undgå smittespredning. Livsvigtige funktioner må prioriteres først, og den personlige pleje må prioriteres over den praktiske bistand, skriver Ældre Sagen i en pressemeddelelse.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

Top