Spar på sprit og ansigtsmasker
Sundhedssektoren risikerer at løbe tør for håndsprit og ansigtsmasker, der er vigtige i kampen mod coronavirus. Alle opfordres derfor til at spare så meget som muligt på disse ting uden at gå på kompromis med sikkerheden

Der har i noget tid været lokal mangel på værnemidler som for eksempel åndedrætsværn, visirer og håndsprit i sundhedsvæsenet. I andre lande er der meldinger om betydelige forsyningsproblemer med værnemidler, og der er risiko for, at udfordringerne også bliver større herhjemme, fortæller Lægemiddelstyrelsen.

– Vi tager situationen meget alvorligt, og vi arbejder non stop alle ugens dage på at skaffe værnemidler til det danske sundhedsvæsen, siger Lægemiddelstyrelsens direktør, Thomas Senderovitz.

– Vi skal spare på værnemidlerne så meget vi overhovedet kan uden at gå på kompromis med sikkerheden. Ellers risikerer vi, at læger, sygeplejersker og alle de andre i frontlinjen kommer til at mangle. Det er kritisk vigtigt, at vi gør alt, hvad vi kan, for at det ikke sker, tilføjer han.

Lægemiddelstyrelsen opfordrer derfor til at bruge vand og sæbe frem for håndsprit, når man har mulighed for det, da det er lige så effektivt, og så sparer man på håndspritten.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

Top