Tanker på Ring 3
Jeg kører ofte fra Gladsaxe til Brøndby ad Ring 3. Man skal have rigtig god tid og kan således anvende tiden til eftertanke. Det første man bemærker er arbejdet på Letbanen.

Niels Mølgaard, Buddinge Hovedgade 250

Jeg kører ofte fra Gladsaxe til Brøndby ad Ring 3. Man skal have rigtig god tid og kan således anvende tiden til eftertanke. Det første man bemærker er arbejdet på Letbanen. Vejbanen skifter hele tiden fra 2 til 1 spor og tilbage samtidig med at hastigheden reduceres til 40 km/t. Kommer man tilfældigvis i det forkerte spor, havner man ude i et villakvarter.

Jeg ved godt, at det er betingelserne, når man gerne vil have en Letbane, men når Letbanen er færdig tidligst om 5 år er den formodentlig forældet og den kommer til at støje som et S-tog!

Findes der et alternativ til et tog på skinner midt på en vej? Ja, det gør der. I Tyskland kører der allerede fuldt udviklede elektriske busser der lades op undervejs. De kører i specielle baner og er derfor ligeså hurtige som en letbane. De kan krydse vejbanen ved et simpelt lyskryds og manøvrerer i øvrigt som en almindelig bus, sidst men ikke mindst: de støjer ikke!

Ja, jeg kommer desværre ikke til at anvende Letbanen, selvom jeg skal samme vej; men det er fordi jeg har varer med i bilen. I øvrigt, når man nu sidder og tænker: er det muligt at få lyskrydsene til at ligne det vi kalder en grøn bølge?
Det er vel ikke raketvidenskab og medfører en glidende kørsel med få start/stop, mindre forurening og kødannelse.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

Top