”Vi ligger et godt sted nu”
Salon-Savannah.jpg
Indehaver Yvonne Raun glæder sig til at tage imod både gamle og nye kunder i sin nye udgave af Salon Savannah på Søborg Hovedgade. Foto: Henrik Hvillum
Kunder og andre kendere af Frisør Savannah skal nu til at kigge over på den anden side af vejen for at finde en forretning, som ellers har været en fast del af gadebilledet på Søborg Hovedgade i 22 år

I sidste uge kulminerede lang tids hårdt flyttearbejde for indehaver Yvonne Raun og hendes mand, da den nye salon endelig kunne tage imod sine mange stamkunder (og gerne et par nye!) i de nyrenoverede lokaler på Søborg Hovedgade nr. 69. Ikke overraskende er hun glad for den nye beliggenhed.

– Vi kan se, at der er et flow af forbipasserende, som vi ikke har oplevet før. Det er nye mennesker for os, fordi de bare ikke går derovre på den anden side af gaden. Det har længe været en drøm for mig at flytte over på denne side, så jeg er glad for, at det er lykkes nu, hvor jeg ligger blandt en række levende butikker, siger Yvonne Raun.

Som nævnt har der været travlhed med at klargøre de nye lokaler til opstarten, og de ydre rammer er ikke helt på plads endnu. Blandt andet var der knas med et vindue, som ikke sad ordentlig fast. Facaden ventes at være helt klar omkring 1. maj, hvor Yvonne Raun lover at indbyde til reception for både forretningsforbindelser og kunder.

Med flytningen håber hun på 20-30% flere kunder, som dermed kan bære yderligere en ansat, ud over den ene, som arbejder i salonen allerede.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

Top