Fællessang for fællesskabet
Fællesang-Værebro.jpg
Der blev sunget og danset til fællessang i Værebro. Foto: Privat.
Beboere og medarbejdere i Værebro Park sang sammen – på sikker afstand

I disse karantænetider, hvor de fleste af os er isoleret derhjemme, gælder det om at finde på aktiviteter til at holde humøret oppe. I bydelen Værebro Park danner Beboerhuset normalt ramme om fællesspisning, foredrag, syklub og en masse andre aktiviteter, men de er midlertidigt udsat. Hvad gør man så? Man kan for eksempel afholde fællessang med bydelens omkring 3.000 beboere.

Hver dag ved frokosttid i sidste uge hankede medarbejderne op i en højttaler på hjul og gik på bedste gårdsanger-manér rundt mellem blokkene og afspillede gode danske sange fra Kim Larsen til Jeppe Aakjær for beboerne. Og initiativet blev vel modtaget. Mange beboere sang med fra deres vinduer og altaner, og enkelte vovede sig udenfor på græsarealerne og fik rørt sig lidt til musikken – naturligvis på sikker afstand af hinanden.

– Jeg havde en lille fest her på min altan, og jeg synes det var et hyggeligt afbrud i min hjemmearbejdsdag, fortæller Anne Kjeldskov, som bor i Værebro Park.

– Vi sang en Kim Larsen-sang og Danser i måneskin. Fællessang er altid hyggeligt, men forhåbentlig kommer vi snart ud af isolationen – hvis ikke, må I gerne gøre det igen. At synge sammen giver sammenhold og glæde, fastslår Anne Kjeldskov.
Medarbejderne planlægger at gentage fællessangen efter en uges pause, afhængig af, hvor længe karantænen varer. Og måske udvides repertoiret med etniske sange og beboer-musikere.
Kilde: Jesper Jensen.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

Top