Forebyg smitte på arbejdspladsen
Arbejdstilsynet kommer med anbefalinger til de private arbejdspladser i forbindelse med den gradvise genåbning af Danmark

– Arbejdsgivere og medarbejdere på det private arbejdsmarked kan fra tirsdag den 14. april 2020 igen møde fysisk ind på arbejde, hvis det foregår fuldt forsvarligt, herunder ved at fastholde de øvrige iværksatte tiltag og følge de generelle retningslinjer for hensigtsmæssig adfærd, sikring af afstand mv, skriver Erhvervsministeriet, og Beskæftigelsesministeriet i retningslinjer i forbindelse med genåbningen af Danmark i lyset af coronakrisen.

Man skal blive hjemme ved sygdom – selv ved milde symptomer. Man skal planlægge arbejdet så medarbejderne kan holde afstand – blandt andet ved at holde møder digitalt eller udenfor, sikre at der er to meter imellem medarbejderne, indføre forskudte arbejdstider og holde en del af medarbejderne hjemme en tid endnu. Og så er det vigtigt at stille håndsprit eller håndvask til rådighed, minimere kontakt med andre, og sikre og opprioritereregelmæssig rengøring.

Det er hovedanbefalingerne fra Arbejdstilsynet, i vejledende informationsmateriale til private arbejdspladser, i forbindelse med den gradvise genåbning af samfundet.

Der gælder de samme arbejdsmiljøregler for arbejde på kontor som for alle andre jobfunktioner, pointerer Arbejdstilsynet.

Det betyder, ifølge tilsynet, at arbejdsgivere løbende skal kortlægge risikoen for, at de ansatte kan blive udsat for påvirkninger, der kan skade deres sikkerhed eller sundhed, og at de har pligt til at iværksætte foranstaltninger, der kan forebygge risiko for smitte med coronavirus så effektivt som muligt.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

Top