- Gladsaxebladet - https://www.gladsaxebladet.dk -

Fravalgt på arbejdsmarkedet

Ny forskning påviser fravalg af minoritetsetniske kvinder – i særlig grad kvinder med tørklæde, skriver Institut for Menneskerettigheder i en pressemeddelelse.

– Minoritetsetniske kvinder med tørklæde skal sende 60 procent flere ansøgninger end etnisk danske kvinder for at blive indkaldt til samtale. Det viser ny forskning ph.d. Malte Dahl lavede for Københavns Universitet og Institut for Statskundskab. Undersøgelsen viser også, at minoritetsetniske kvinder uden tørklæde skal sende 18 procent flere ansøgninger end etnisk danske kvinder for at blive indkaldt til samtale, tilføjer instituttet.

– Forskningsresultaterne er et vigtigt indspark, der kan løfte debatten, for nu ved vi, at der sker et fravalg af minoritetskvinder på arbejdsmarkedet, særligt når de bærer tørklæde. Det er ikke længere blot en påstand men fakta, udtaler Maria Ventegodt, ligebehandlingschef i Institut for Menneskerettigheder.

Flere tager en uddannelse
Ifølge Integrationsbarometeret, har to tredjedele af 20-24-årige indvandrere (ankommet som 0-12-årig) og efterkommere med ikke-vestlig oprindelse i Gladsaxe gennemført en dansk ungdomsuddannelse – to procentpoint højere end for landet som helhed, men ti procent under tallene for etniske danskere.

Tallene for andelen af 25-39-årige indvandrere (ankommet som 0-12-årig) og efterkommere med ikke-vestlig oprindelse i Gladsaxe, der har gennemført en dansk videregående uddannelse, er 40 procent – en stigning på 12 procentpoint i forhold til 2012, og fire procentpoint højere end i landet som helhed.

Fravalg på grund af etnisk oprindelse er ulovligt, mens fravalg på grund af tørklæde kan i visse tilfælde være lovligt.
pk