GG er åben
GG-undervisningslokale.jpg
Nogen af undervisningslokalerne på Gladsaxe Gymnasium bliver lidt ”old school”. Foto: Privat.
Gladsaxe Gymnasium har genoptaget den almindelige undervisning på gymnasiet for 3.g elever

– 3.g-eleverne glæder sig og de er klar, selvom de var lidt skuffede over at de ikke kunne starte sidste mandag, fortæller rektor på Gladsaxe Gymnasium, Eva Krarup Steensen.

Gymnasierne rundt omkring i landet er åbnet for 3.g’erne i forskellige tempi med forskellige løsninger. På Gladsaxe Gymnasium har man valgt at lægge vægt på, at 3.g-eleverne får fysisk undervisning i alle deres fag, samt på at samle hele klasser i et fælles lokale, hvilket næsten har kunne lade sig gøre, ved at inddrage idrætssale, kantinen, scene med mere som undervisningslokaler.

– Det gav ikke meget mening at få eleverne tilbage i skole, hvis de sidder i tre forskellige lokaler, og lærerne pisker rundt imellem dem, mener Eva Krarup Steensen.

For at leve op til Sundhedsstyrelsens krav om rengøring, opstilling af borde med to meters afstand og en begrænsning i det antal, der mødes, har man fra Gladsaxe Gymnasiums side valgt at tilrettelægge undervisningen efter et nyt skema med dobbeltmoduler.

Desuden er gymnasiet blevet opdelt i 13 områder der hver har egne indgange, egne toiletter og eget udeområde. Alle 1.g og 2.g-elever fortsætter indtil videre med virtuel undervisning derhjemme.

Vendt på hovedet
Selvom 3.g’erne nu starter op igen, har deres hjemmeundervisning også fungeret godt, og eleverne har rost lærernes virtuelle undervisning, fortæller Eva Krarup Steensen.

– Vi har gjort en masse gode erfaringer med den virtuelle undervisning, som vi vil bruge fremadrettet, tilføjer hun.

Eleverne selv fortæller på Gladsaxe Gymnasiums hjemmeside om, hvordan gymnasielivet så at sige er blevet vendt på hovedet med den virtuelle undervisning. Det individuelle ansvar er blevet større og den virtuelle undervisning har givet eleverne muligheden for en større fordybelse i de enkelte fag, men det har været frustrerende ikke at kunne mødes med vennerne eller tale ansigt til ansigt med læreren, beskriver eleverne.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

Top