- Gladsaxebladet - https://www.gladsaxebladet.dk -

Pas på digitale svindlere

I en svær situation som den nuværende er der desværre skruppelløse kriminelle, som forsøger at udnytte mennesker – ikke mindst de ældre.

Eksempelvis i form af falske webbutikker, der lokker med lidt for gode tilbud, hvis blot folk vil udlevere deres personlige oplysninger, fortæller filialdirektør hos Nordea i Søborg, Morten Hjorth Hansen.

– Jeg vil derfor gerne opfordre alle til at være ekstra opmærksomme i den kommende tid. Bevar en sund skepsis og husk, at du aldrig må udlevere dine NemID-oplysninger eller adgangskoder, lyder rådet fra filialdirektøren.
Også politiet advarer mod falske hjemmesider, mails og sms’er, som under dække af at være fra eksempelvis Sundhedsstyrelsen, forsøger at lokke CPR-nummer eller NemId log-in ud af borgere.

Derfor opfordrer politiet til, at man forholder sig kritisk til hjemmesider, apps eller mails, hvor man bliver bedt oplyse CPR eller logge ind med personlige oplysninger, samt som hovedregel ikke logge ind steder, hvor du ikke normalt logger ind.

Politiet opfordrer desuden til at man skifter sit NemID-login til at være et andet end sit cpr. nr på nemid.nu, samt at man ikke videregiver fortrolige oplysninger i e-mails, på sms, på sociale medier eller over telefonen.