- Gladsaxebladet - https://www.gladsaxebladet.dk -

Penge til hygiejneløft

– For at mindske smittespredning stilles der nu højere krav til den daglige rengøring og hygiejnen i blandt andet dagtilbud, skoler og på plejehjem. Regeringen er klar med økonomisk tilskud til ekstra rengøring og hygiejneløft til de institutioner, der åbner igen efter påske, skriver Sundeds- og Ældreministeriet i en pressemeddelelse fredag.

Pengene skal blandt andet være med til at sikre, at kontaktpunkter såsom dørhåndtag, gelændere og toiletter rengøres flere gange dagligt for at mindske smittespredning.

– Der er restriktive krav til rengøring, og derfor er der, som både faglige organisationer, forældre og kommuner har sagt, behov for flere ressourcer til at løfte opgaven. Vi kommer selvfølgelig til at følge genåbningen tæt og støtte processen, så godt vi kan, siger børne- og undervisningsminister Pernille Rosenkrantz-Theil.

Det konkrete beløb fastsættes i dialog med KL, fortæller Sundheds- og Ældreministeriet. I første bølge vil det være dagtilbud, grundskoler og SFO’er, gymnasiale uddannelser, plejehjem og sociale dag- og døgntilbud, der får tilskud til rengøring og hygiejneløft.