Privilegier i en coronatid
Afrikansk-landsby.jpg
Næsten 800 millioner mennesker har ikke adgang til rent vand. Foto: Peter Kenworthy.
Det er hårdt for mange at skulle undgå social kontakt og vaske og spritte hænder hele tiden. Men i andre dele af verden ville de ønske de havde mulighed for netop dette

I denne uge mindes vi starten af fem år under besættelsen med mørklægning, udgangsforbud, mødeforbud, rationering, og påtvungne legitimationskort. Man kan samtidig læse i mange medier, at mange har svært ved at overholde myndighedernes anbefalinger, og at coronakrisen risikerer at gå ud over vores mentale sundhed.

Blandt andet opfordrer Sundhedsstyrelsen til at man holder sig fysisk og mentalt aktiv ved at løbe et tur og læse en bog. Psykiatrifonden anbefaler at man undgår negative tanker, husker at få nok søvn og bruger de sociale medier til fortsat at holde kontakt til omverdenen.

Men vi skal samtidig huske at det at vi i det hele taget har råd til at købe håndsprit, tage på hospitalet eller bo i eget hjem, og ikke i en overbefolket township hvor det er umuligt af holde afstand, er et privilegium, som mange rundt omkring i verden ikke har.

Intet rent vand
Næsten 800 millioner mennesker har, ifølge den amerikanske ngo, Wateraid, ikke adgang til rent vand derhjemme eller i nærheden af hjemmet.

Red Barnet fortæller er der i øjeblikket 1,5 milliarder børn, som ikke kan komme i skole på grund af coronavirussen, og at mange er afhængige af den mad, de kan få på skolerne.

– Dem der især vil lide er dem der allerede er forsømte – dem der ikke har råd til lægehjælp eller at spise aftensmad hver dag, og som ikke har mulighed for at arbejde hjemmefra, tilføjer Læger Uden Grænser.

At udfordre sin bevidsthed
I et brev til sin kone Winnie i 1975, sendt fra Kronstad Fængsel i Sydafrika, skrev verdens måske mest kendte politiske fange – senere præsident for Sydafrika, Nelson Mandela – at cellen var det ideelle sted at lære sig selv at kende, og til realistisk og regelmæssigt at udfordre end egen bevidstheds processer og følelser.

Han havde dengang siddet i fængsel i 12 år, og skulle ende med tilbringe endnu 15 år i fangenskab. Vi burde kunne slippe ud af vores (delvise) internering om nogen uger eller måneder – forhåbentlig lidt klogere på os selv og uden for mange mentale og økonomiske mén.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

Top