- Gladsaxebladet - https://www.gladsaxebladet.dk -

Ros fra politiet

Københavns Vestegns Politi har modtaget et stort antal henvendelser de sidste par uger, fordi man har oplevet, at der enten var for mange mennesker på et givent sted, eller at folk ikke holdt afstand.

Der er også enkelte erhvervsdrivende og frivillige klubber, der ikke har forstået myndighedernes budskab første gang, og som derfor har fået en bøde for at holde åbent i strid med de nye regler, eller for at have været samlet mere end 10 personer, fortæller politiet.

Men politiet roser samtidig folk i politikredsen.

– Der er grund til at rose Vestegns-borgerne. Når politifolkene er kommet rundt i politikredsen de sidste uger, så har de som hovedregel oplevet imødekommenhed og samfundssind – og et sådan samfundssind får vi brug for i den kommende tid. For selv om der, med statsministerens ord, er grund til forsigtig optimisme, så er det netop nu, vi skal holde ved, fortæller politidirektør Kim Christiansen.

– Vores politidirektør er ude og rose borgerne på Vestegnen i denne corona-tid – det gælder naturligvis også i Gladsaxe, fortæller kommunikationsansvarlig hos Københavns Vestegns Politi, Claus Buhr.

Politidirektøren understreger at det er vigtigt at vi holder ud – også i påsken.

– Kun på den måde kan vi få brudt smittekæderne – og sørge for at de forbliver brudt. Det gør vi bedst ved at blive hjemme så meget som muligt – og ved at holde god afstand, hvis vi skal ud, siger Kim Christiansen.