annonce
Shaken, not stirred
NoTimeToDie.jpg
James Bond, spillet af Daniel Craig, i velkendt og velklædt positur. Foto: SF Studios.
Oversete perler og gode nyheder i Bibliografen

Her midt i en tid domineret af nye tiltag som social distance, nedlukning af skoler og forbud mod masseforsamlinger, kan man heldigvis stadig trøste sig med nogle af internettets ubegrænsede muligheder.

I sidste uge anbefalede Bibliografens personale spændende og medrivende læse- og lytteoplevelser, og i denne uge kaster de velfortjent lys over film, som af uforklarlige årsager ikke tiltrak sig den opmærksomhed, de til fulde fortjente. Disse film kan ses på filmstriben, hvor man blot skal bruge sit log-in til biblioteket og så trykke ”play”.

Til de yngre seere skal anbefales den fantasifulde og enormt smukke animationsfilm, ”Brendan og hemmelighedernes bog”, der med sit helt unikke og stiliserede udtryk åbner en tryllebindende verden af vidundere for sit publikum.
Søger man mere i kunstfilmens retning, bliver det ikke smallere, smukkere eller mere teknisk ekvilibristisk end, ”Russian Ark”, der fører publikum gennem Eremitagepaladset og dermed den russiske historie; til og med i én uafbrudt og hypnotiserende optagelse.

En vaskeægte Bibliografnyhed, og så en fantastisk én af slagsen, er, at ”No Time To Die”, James Bonds 25. og Daniel Craigs 5. og sidste eventyr, rammer Bibliografen 12. november.

Bond er stoppet som aktiv agent ovenpå strabadserne i ”Spectre”, og nyder livet på Jamaica. Hans otium bliver dog hurtigt afbrudt, da hans gamle ven Felix Leiter fra CIA kommer og spørger ham om hjælp. Ja, ja, så meget for iskolde martinier i vandkanten. Resten skal selvfølgelig ikke afsløres her, men et er dog lige så sikkert, som at de førnævnte martinierne skal være shaken, not stirred. Vi glæder os!

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

Top