Betaler for Viborgs skattelettelser
Borgerne i Gladsaxe kan se frem til, at betale 24 millioner kr. mere i udligning til andre af landets kommuner.

Henrik Sørensen, Folketingskandidat (C)

Borgerne i Gladsaxe kan se frem til, at betale 24 millioner kr. mere i udligning til andre af landets kommuner.

Det er resultatet af den udligningsreform, som Folketinget med Socialdemokratiet og Venstre i spidsen har aftalt. En aftale, som Det Konservative Folkeparti ikke er en del af.
Sammen med 25 andre kommuner skal Gladsaxe betale endnu mere i udligning. Samlet betyder reformen, at yderligere 1.4 milliarder skal omfordeles mellem kommuner.

Den udligningsreform, som Socialdemokratiet og Venstre har vedtaget løser ikke nogen problemer for kommuner som f.eks. Lolland og Langeland. Men skaber en masse problemer for kommuner som Gladsaxe, hvor politikerne nu har valget mellem at effektivisere eller hæve skatterne. Skattestigning, som ikke kun rammer direktøren men alle. En kommune som Viborg er en af vinderne i udligningsreformen. De er så meget vinder, at de ikke må bruge alle de penge de får, at de sætter skatten ned.

Så mens kommuner, som Viborg sætter skatten ned fordi de får flere penge i udligning kan politikerne i Gladsaxe blive tvunget til, at hæve skatterne uden borgerne i Gladsaxe får noget som helst for deres skattekroner. Det er nemlig kendsgerningen bag Socialdemokratiet og Venstres udligningsreform.

Venstre roser sig selv for at udligningsreformen kun er halvt som dårlig som regeringens 1. udspil. Men det er stadig en dårlig aftale, som betyder et skattesmæk til borgerne i Gladsaxe og mange andre kommuner.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

Top