annonce
Glædens druer
Mikkel-Blom-Søborg-Vinhus.jpg
Mikkel Blom glæder sig til at sætte nøglerne i døren og åbne Søborg Vinhus tirsdag den 2. juni. Foto: Privat.
Tidligere rejsebureaudirektør åbner vinhus på Søborg Hovedgade

Mikkel Blom tog i vinters en stor beslutning. Han sagde sit job op som administrerende direktør i et stort rejseselskab, og skiftede kurs til en usikker fremtid som selvstændig erhvervsdrivende i en coronatid.
Han har fået nøglerne til de lejede lokaler på Søborg Hovedgade 89, mellem Den Sorte Gryde og Home. Her åbner Søborg Vinhus tirsdag den 2. juni.

– Jeg synes at Søborg Hovedgade, i alt sin tilgang af kvalitetsbutikker de sidste par år, skriger efter et vinhus, hvor man kan få rådgivning om sit vinkøb og samtidig sidde i butikken og købe et glas vin og på den måde prøvesmage den vin, som du overvejer at købe, fortæller Mikkel Blom, der har boet i Gladsaxe i de seneste 18 år.

Søborg Vinhus samarbejder med flere mindre vinimportører, som udstiller deres vine i butikken.

– På den måde får man som kunde adgang til et helt unikt udvalg, som ikke findes i andre vinhandler i hele landet, siger Mikkel Blom.

Og han glæder sig til butikken åbner, tilføjer han. Også selvom det for tiden ikke ligefrem er blevet nemmere at være selvstændig erhvervsdrivende, eller starte noget helt nyt op fra bunden.

– Men det siges jo, at flere har nydt et ekstra glas lækkert vin her i coronatiden, så jeg er fortrøstningsfuld og tror fuldt ud på mit koncept. Men det er selvfølgelig lidt nervepirrende at starte noget nyt op, og det er en speciel situation med corona og de mange restriktioner, som jeg selvfølgelig vil overholde til punkt og prikke, fortæller Søborgs nye vinmand.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

Top