Hverdagens helte
Jubilæumsskrift sætter fokus på hverdagens helte i Gladsaxe under og efter besættelsen

Gladsaxe Byarkivs Eva Molin har skrevet et spændende og interessant jubilæumsskrift, i forbindelse med 75-året for Danmarks Befrielse. Fokus er på hverdagens helte og heltinder: De oversete borgere i Gladsaxe, som gjorde deres bedste for at få enderne til at mødes midt i rationering, iskulde og arbejdsløshed.

I skriftet kan man blandt andet læse om, hvordan befrielsen var en fest for langt de fleste, efter fem lange år med mørklægning, rationering, skuddramaer, husvagter, civilberedskab og uønskede tyskere.
– Rigtig mange gik på gaden på befrielsesaftenen, hvor de fejrede det ved at skyde fyrværkeri af og synge fædrelandssange. I hjemmene blev mørklægningsgardinerne revet ned.

Svære tider
Man kan også læse om hvordan bagerne lukkede på stribe på grund af rationering af melet, og bær og frugt blev handlet på sortbørsmarkedet, fordi forsyningerne var svingende. Og hvordan kødet var rationeret og borgerne i Gladsaxe spiste kaniner og dyrkede deres egne grøntsager.

Eller om hvordan tøj var en så stor mangelvare, at man brugte katte og hunde til at lave pelse, og børn fik deres overtøj stjålet på kommunens skoler, brænde, gas og elektricitet var rationeret i de kolde krigsvintre, og spærretiden fra 1944 betød, at ingen måtte færdes ude mellem klokken 20 og 5 om morgenen.

Gladsaxe-borgerne ydede dog modstand – både overfor besættelsesmagten, gennem modstandsbevægelsen, og gennem mere stille modstand overfor besættelsens konsekvenser.

Eksempler på sidstnævnte var da Folkebladet – Søborg Ugeblad, sammen med frivillige leverandører, sørgede for gratis mad til kommunens ældste i Borgernes Hus og Bagsværd Kro.

Efter befrielsen gik et retsopgør i gang. I Gladsaxe blev 71 mennesker arresteret umiddelbart efter krigens afslutning. Af de 71 blev fem løsladt igen efter få dages forløb, men flere blev efterfølgende henrettet eller fik lange fængselsstraffe.

De svære tider stoppede dog ikke med befrielsen. Fødevarerationering fortsatte efter krigen, og det var svært at få produktion og byggeri i gang igen, efter fem års krig og besættelse.

Man kan finde jubilæumsskriftet på gladsaxe.dk/kommunen/gladsaxe-byarkiv

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

Top