annonce
Kommunen skal til lommerne
Gladsaxe Kommune skal med ny udligningsaftale betale over 24 millioner årligt

Regeringen, Venstre, Radikale Venstre, SF og Alternativet indgik i sidste uge en aftale om en reform af udligningssystemet, der sender penge fra de rige til de fattige kommuner.

– Aftalen betyder blandt andet, at cirka 1,4 mia. kroner bliver flyttet til landets 30 yderkommuner, og samtidig bliver der sikret en ekstra statslig finansiering til kommunerne for op til 6,5 mia. kroner i 2021. Regeringen og Venstre har i tillæg lavet et delforlig, der betyder, at de hver især ikke vil foretage grundlæggende ændringer af det kommunale tilskuds- og udligningssystem, uden at der er enighed om det, skriver Finansministeriet i en pressemeddelelse.

Gladsaxe skal, ifølge reformen, biddrage med en mindre procentdel af kommunens beskatningsgrundlag, hvilket samlet set beløber sig til 24,5 millioner kroner årligt. Ifølge Social- og Indenrigsministeriets beregninger, vil Gladsaxe Kommunes beregnede ændring i beskatningsniveau ligge på 0,16 procent, hvis kommunen vil bruge lige så mange penge som i dag – det samme som gennemsnittet for Region Hovedstaden.
Gladsaxe borgmester, Trine Græse (A), fortæller, at hun grundlæggende synes at det er godt og rigtigt, at Danmark har et udligningssystem, og at det grundlæggende også er positivt, at der er indgået en aftale, så alle kommuner ved hvad de kan regne med.

– Men jeg må også konstatere, at i forhold til regeringens udspil, så har de øvrige partiers indflydelse betydet at Gladsaxe mister omkring 46 millioner kroner om året [i regeringens udspil fik vi 22 millioner og nu mister vi 24]. Det kommer blandt andet af at der nu er fjernet en del af incitamentet til at være en god erhvervskommune. Hvad det helt konkret betyder i Gladsaxe er for tidligt at udtale sig om, udtaler Trine Græse. Gladsaxe er dog trods alt sluppet billigt i forhold til nabokommunen Gentofte, der skal af med 164 millioner. pk

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

Top