Svar til Bente Lysholm
Tak for din kommentar til vores læserbrev vedr. vores ældre og Covid19.

Lise Tønner og Lene Svendborg – Gladsaxe Byråd

Tak for din kommentar til vores læserbrev vedr. vores ældre og Covid19.

Vi forstår sandelig godt din bekymring for din mand og du er langt fra den eneste der har tænkt sådan.

Regler for brug af værnemidler, er en ledelsesbeslutning og derfor kan man ikke bebrejde personalet ved sparsomt brug af udstyr.

Gladsaxe kommune har siden epidemiens start fulgt Sundhedsstyrelsens anbefalinger vedr. brug af værnemidler.

Myndighederne var i begyndelsen af epidemien usikre på, hvordan krisen ville udvikle sig. Beholdningerne af værnemidler var flere steder i sundhedsvæsnet vurderet utilstrækkelige, hvis nu antallet af meget syge ville stige drastisk.
Det betød, at værnemidler blev prioriteret efter hvor der var størst behov, af hensyn til de coronasyge og til sundhedsmedarbejdere tæt på dem.

Medarbejdere i hjemmeplejen, skulle derfor ikke benytte ansigtsværnemidler hos borgere, der umiddelbart ikke viste tegn på sygdom.

Det har selvfølgelig gjort både borgere og medarbejdere ekstra bekymrede og har krævet meget af vores SOSU-personale i deres daglige arbejde.

Vi vil gerne understrege, at vores medarbejdere gør et stort og flot stykke arbejde, for at undgå smittespredning i ældreplejen – det gør de med de midler, de nu engang får stillet til rådighed.

For nylig har Sundhedsstyrelsen ændret i anbefalingerne og der benyttes frem over mundbind og/eller ansigtsvisir i hjemmeplejen, ved opgaver der kræver tæt kontakt med borgerne.

Det vil forhåbentlig give større tryghed for alle.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

Top