’Tag dig sammen’
Enghavegård-Skole-5.jpg
Enghavegård Skole har, ligesom resten af skolerne, været lukket for de store elever. Foto: Peter Kenworthy.
Enghavegårds 9. klasser hørte virtuel forestilling om skole og fravær

Kommunens 9.klasseelever har længe måtte undvære det sociale samvær med deres kammerater, men har også måtte se langt efter rigtig undervisning, eksamener og en ordentlig afslutning på deres skoletid. Det har ikke mindst været svært for dem, der i forvejen har det svært i skolen.

9. klasserne på Enghavegård Skole så derfor for nyligt den virtuelle forestilling ”Tag dig sammen! – fortællinger om skole og fravær” live på YouTube, sat op af teater- og medieorganisationen C:ontact.

I forestillingen hørte 9.klasserne om mobning, gruppepres, skolepres og forældrepres. Samt om hvordan fagligheden lider under online undervisning. Bagefter kunne eleverne stille spørgsmål.

’På mit værelse er der ro’
Blandt andet fortalte Laura om at blive mobbet på grund af sin læbestift og læderbukser, hvilket gav hende en følelse af ikke at være god nok.

– Det som jeg kunne have brugt i folkeskolen var, at man kunne sætte mere fokus på at alle ikke er ens. Og at jeg var kommet ud af min komfort zone med relationer på kryds og tværs, fortalte hun.

Cansel, der har paranoid skizofreni, fortalte om at ville skolen. Men at føle sig presset og skulle overleve de stemmer, hun hører i sit hoved.

– På mit værelse er der ro, sluttede hun. Hendes redning kom, da hun fik mulighed for at gøre sin skole færdig i sit eget tempo, tilføjer hun.

Eleverne hørte også fra Signe, der levede et dobbeltliv med en facade som en glad og udadvendt pige, men med en syg, døende far. Hun ville ønske at lærerne, i stedet for at se hendes manglende engagement som dovenskab, skulle have gravet lidt dybere, fortalte hun.

Og fra Dino, der lavede ”kaos i gaden” og blev sendt på anstalt. Men som kom mere i balance med sig selv gennem et skateboard, der både tog fokus fra skolen og endte med et ”legendarisk dårligt gennemsnit” i folkeskolen. Men også endte med at blive hans levevej.

– Jeg havde en lærer der spillede et enormt stor rolle i mit liv. Hun viste mig et overskud, som min far ikke havde overskud til. Hun fik mig til at indse, at jeg var noget værd, og tog sig ekstra tid til mig, sagde Dino.
pk

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

Top