Tester for coronasmitte
Gladsaxe vil hjælpe Region Hovedstaden med at teste borgere og medarbejdere for coronasmitte på kommunens plejecentre, botilbud og institutioner

Gladsaxe Kommune har indgået en frivillig aftale med regionen for at hjælpe med at teste flere for coronasmitte og derved undgå smittespredning.

Kommunen skal teste de borgere og medarbejdere på plejecentre, botilbud og institutioner, som ikke har mulighed for at møde op i et testcenter ved et hospital, og som hidtil er blevet testet af Region Hovedstadens udkørende funktion, fortæller Gladsaxe Kommune.

– I Gladsaxe vil vi rigtig gerne hjælpe med den vigtige indsats for at forhindre coronasmitte i at sprede sig i vores samfund. Derfor sagde vi også straks ja, da Region Hovedstaden spurgte, om vi ville hjælpe med at teste borgere og medarbejdere på vores institutioner. For det er en utrolig vigtig opgave og vi har dygtige medarbejdere, som er parate til at træde til og løse opgaven, siger formand for Sundheds- og Rehabiliteringsudvalget Dorthe Wichmand Müller.

Det bliver medarbejdere fra Akutteamet, som kommunen har fælles med Rudersdal og Gentofte Kommuner, der vil køre ud og teste borgere og medarbejdere i kommunen. De har modtaget oplæring i pode-teknik.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

Top