Det digitale demokrati
Konstituering-09-50-17.jpg

OLYMPUS DIGITAL CAMERA

Byrådsmøderne holdes for tiden virtuelt. Efter sommerferien er de måske tilbage i byrådssalen. Foto: Kaj Bonne.
Gladsaxe Kommune fastholder digitale byrådsmøder, selvom andre kommuner går tilbage til at holde dem i byrådssalene

Siden marts har Gladsaxe Byråd holdt byrådsmøder digitalt, i stedet for i byrådssalen som man plejer. Det gjorde byrådet også 24. juni. Andre kommuner har valgt at droppe de digitale møder. I nabokommunen Herlev er man eksempelvis gået tilbage til at holde møderne i byrådssalene, blandt andet fordi man mener at det er nemmere at holde møderne, når man er i samme rum.

Professor fra RUC i offentlig administration og demokrati med speciale i dansk kommunestyre, Eva Sørensen, fortæller at det ikke som sådan vigtigt om møderne holdes digitalt eller ej, selvom det digitale generelt giver en dårligere dialog. Hun ser nemlig lidt byrådsmøderne som et teater, hvor tingene ofte er afgjort i forvejen.

– Det man generelt ser i de møder, digitale eller ej, er at de bliver lidt mere konfrontatoriske, for byrådsmøderne er det eneste sted hvor byrådspolitikerne kan synliggøre sig. De afspejler sjældent hvad der sker i byrådet, hvor man ellers er gode til at lave kompromisser, pointerer hun.

– Digitalt giver en dårligere dialog. Dialog bliver altid bedre fysisk, men det kan man betvivle meningen i til et byrådsmøde, tilføjer hun.

Ønsker normaliteten tilbage
Dem der har lyttet til de digitale byrådsmøder i Gladsaxe Kommune har ikke kunne undgå at høre visse kurrer på tråden i diskussionerne. Om det har noget med formen at gøre, og det ville have været anderledes hvis møderne havde været holdt i salen, kan man selvfølgeligt ikke vide.

Og partierne i byrådet er da heller ikke enige om, hvorvidt det er en god idé at fastholde de digitale møder.

Venstres Astrid Søborg mener at de digitale møder egner sig til at træffe meget konkrete, forretningsmæssige beslutninger, men ikke til dialog og udveksling om komplekse sager. Venstre ønsker derfor normaliteten tilbage i det politiske arbejde, og undrer sig over, at de fysiske møder ikke er genindført, fortæller hun.

– Vi har haft nogle meget lange møder, fordi talelysten hos byrådsmedlemmerne bliver større, og vi har haft nogle mere konfliktfyldte møder, fordi vi ikke har set hinanden rigtigt. Et levende folkestyre kræver, at vi mødes ansigt til ansigt, fortæller Astrid Søborg.

Christina Rittig Falkberg (B) synes, de digitale møder er på bekostning af empatien mellem byrådsmedlemmerne, og synes at møderne skal genoptages efter sommerferien. Serdal Benli (F) er enig. Han pointerer at de virtuelle møder dog kan være et godt supplement fremadrettet, og nok er kommet for at blive.

Lars Abel (C) mener at de digitale møder har virket som nødløsning, men at skærmen har en distancerende effekt i en egentlig politisk debat. Han forventer, at de fysiske møder snart vender tilbage i takt med den øvrige genåbning af Danmark og af Gladsaxe.

Og Enhedslistens holdning har været, at man siden påske godt kunne have benyttet byrådssalen til fysiske møder i fagudvalgene, da man her kunne sidde med god afstand og under sikre hygiejniske forhold. Men at man respekterer, at nogle folk af helbredsmæssige grunde har ønsket at vente.

– Jeg ser frem til at kunne mødes i samme lokale igen, hvor man kan se de andres reaktioner på det man siger. Det er også et problem, at borgerne har været afskåret fra at deltage på byrådsmøderne. De åbne byrådsmøder har en vigtig demokratisk funktion og positiv effekt på debatten, fortæller Trine Henriksen (Ø).

Har fungeret tilfredsstillende
Borgmester Trine Græse (A) fortæller, at hun og udvalgsformændene for en måned siden vedtog at fortsætte med de virtuelle møder indtil sommerferien, samt at der er stor forskel mellem smitterisikoen, om man er sammen indendørs eller udendørs, samt hvor lang tid man er sammen.

– Det er klart, at de virtuelle møder ikke er helt det samme som at mødes i samme lokale. Jeg synes dog ikke at man kan påstå, at det har holdt nogen af mødedeltagerne tilbage fra at deltage i debatten. Og jeg håber meget, at vi efter sommerferien igen alle sammen kan være trygge ved at mødes i byrådssalen, tilføjer borgmesteren.

Lene Svendborg (udenfor parti) har siden starten af coronakrise og nedlukning skulle passe sit arbejde i Rudersdal Hjemmepleje, og har derfor været godt tilfreds med beslutningen om, at byrådet har afholdt møder digitalt – også mødet 24. juni, fortæller hun.

– Digitale møder er naturligvis ikke så optimale som fysiske møder. Jeg synes dog, at det har fungeret tilfredsstillende, situationen taget i betragtning, for vi i skal ikke glemme, at virus stadig er her, siger Lene Svendborg.

Også Kristian Niebuhr (O) mener, at møderne har fungeret godt efter nogle startvanskeligheder.

– I Dansk Folkeparti undrer vi os over at nogle partier åbenbart har så travlt med at komme til fysiske møder og ikke tager hensyn til andre, der kunne være i risikogruppen eller har familie der er det, siger han.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

Top