Gal i skralden
Remondis-2.jpg
Foto: Peter Kenworthy
Det genanvendelige affald er ikke blevet hentet siden torsdag - skraldemændene hos Remondis strejkede nemlig. De har tirsdag morgen genoptaget arbejdet

Gladsaxe Kommunes renovatør, Remondis, er ramt af en overenskomststridig strejke. Omkring 30 skraldemænd blokerede i denne forbindelse indgangen til Vestforbrændingen i Glostrup og Amager Ressourcecenter her til formiddag.

– Det betyder, at der ikke bliver hentet glas/papir, plast/metal, haveaffald, pap og storskrald. Fra i morgen tirsdag risikerer vi, at vi heller ikke kan få hentet dagrenovation og madaffald. Grunden til det er, at Vestforbrænding lige nu er blokeret for indlevering af affald, skriver Gladsaxe Kommune på facebook.

– Vi ved desværre ikke, hvornår skraldemændene genoptager arbejdet. Det affald, der ikke er blevet hentet de sidste dage, vil blive indsamlet hurtigst muligt, når de går i gang igen, tilføjer man.

Skraldemændene fra Remondis har strejket siden torsdag i sidste uge, angiveligt på grund af utilfredshed med fyringen af kollegaer og dårlige arbejdsforhold.

Remondis fortæller til Gladsaxe Bladet, at man ikke har nogen kommentar.

Det er ikke den eneste gang i det seneste årstid, at skraldemænd fra Remondis har strejket i Gladsaxe. I maj sidste år i forbindelse med en landsdækkende, overenskomststridig arbejdsnedlæggelse. Dengang på grund af nye affaldsbeholdere, som skraldemændene mente var med til at forlænge deres arbejdsdag.

Også i januar strejkede skraldemænd fra Remondis. Denne gang angiveligt også på grund af fyringer.

Remondis tømmer beholderne til det genanvendelige affald (papir/glas, metal/plast og storskrald) i Gladsaxe.

Opdatering: Skraldestrejken er nu slut. Skraldemændene hos Remondis har tirsdag morgen genoptaget arbejdet, og det affald, der ikke er blevet hentet de sidste dage, vil ifølge Gladsaxe Kommune blive indsamlet hurtigst muligt.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

Top