annonce
Gang i den igen
Gymnastik-senior-02-25-20.jpg

OLYMPUS DIGITAL CAMERA

Man skal bevæge sig for at bevare sig, var mottoet på banerne overfor Høje Gladsaxe, hvor 125 ældre var til coronatræning. Foto: Kaj Bonne.
Seniorer indtog boldbanerne overfor Høje Gladsaxe til ”coronatræning”

Mange har følt sig mere eller mindre isoleret og alt for stationære og stillesiddende under coronakrisen – ikke mindst mange ældre. Så der var god grund til smil sidste onsdag, da 125 af Gladsaxes ældre mænd og damer nød en gang corona-sommertræning – arrangeret af Senioridrætten i Gladsaxe – på banerne ved siden af Gladsaxe Stadion, under en skyfri himmel.

”Bevæg dig, bevar dig”, stod der bag på en dames t-shirt. Og det gjorde hun og de andre med blandt andet opvarmning, gåture, kredsløbstræning, mavebøjninger, løb og englehop. Alt sammen med god afstand og god brug af den efterhånden obligatoriske håndsprit.

– I skal være presset på pulsen, og husk at der skal være to meter imellem jer, råbte en af trænerne, Calle, der havde forberedt en gang cirkeltræning.

68-årige Finn er med, fordi det er svært at motionere når man er alene, fortæller han.

– Der har været meget der har været lukket ned, så jeg kan godt mærke at jeg mangler motion. Og så er det en ny måde at motionere på, hvor jeg laver ting jeg ikke har prøvet før, tilføjer Finn, der under normale omstændigheder svømmer og løber for at holde sig i form.

Formanden for Seniorrådet i Gladsaxe, Inge Mandrup, fortæller at hun oplever en enorm glæde blandt seniorerne, nu hvor de endelig har mulighed for at ses efter at have været mere eller mindre corona-isoleret.

– Nu her, hvor vi er startet op, oplever jeg en glad stemning hvor jeg har talt med flere end jeg plejer. Dem som er ensomme giver også udtryk for at de virkelig har brug for at høre deres egen stemme og være sammen med nogen. Mange kommer i god tid, for at få lidt socialt samvær, fortæller Inge Mandrup.

Se flere af Kaj Bonnes fotos på kajbonne.myportfolio.com/gladsaxe-bladet

Foto: Kaj Bonne

Foto: Kaj Bonne

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

Top