Ikke behov for flere plejeboliger
Det vurderer Social- og Sundhedsforvaltningen på baggrund af konsulentfirmas analyse

– Behovet for plejeboliger i Gladsaxe Kommune på et seksårigt sigte er lavere end den nuværende kapacitet. Det vurderes, at der er cirka 5-30 permanente plejeboliger for meget med den nuværende praksis. På et tiårigt sigte vurderes det, at der enten vil være et behov for cirka 17 ekstra plejeboliger, eller at der fortsat vil være overkapacitet på cirka 26 permanente plejeboliger. Hvad angår de midlertidige pladser, så vurderes det ud fra nuværende praksis, at der ikke er behov for yderligere kapacitet på et tiårs sigte.

Det skriver konsulentvirksomheden KLK, der har lavet en analyse af Gladsaxes plejeboligbehov, på anmodning af Gladsaxe Kommune.

Social- og Sundhedsforvaltningen i Gladsaxe Kommune vurderer, på baggrund af rapporten, at der ikke er behov for at bygge yderligere plejeboliger på nuværende tidspunkt.

Mangler seniorbofællesskaber
Bjarne Mogensen fra Seniorrådet i Gladsaxe Kommune fortæller, at Seniorrådet heller ikke er bekendt med at der skulle være mangel på plejeboliger.

– Derimod er der mangel på boliger der er egnet til seniorbofællsskaber. Seniorrådet har forsøgt at fremme ideen i kommunen gennem flere år og var initiativtager til en række møder der endte op i at foreningen ”Glad Senior” blev oprettet i 2016, fortæller Bjarne Mogensen.

– I maj måned sidste år havde Seniorrådet et møde med SRU [Sundheds- og Rehabiliteringsudvalget] udelukkende med boformer på dagsordenen. Det blev klart at kommunen primært satser på familieboliger, men seniorbofællesskaber dog ikke var udelukket. Seniorrådet er opmærksom på muligheden for etablering af et bofællesskab i det sundhedshus der er på vej, tilføjer han. pk

FAKTA
Der var 56 pladser i Gladsaxes plejeboliger per 1.000 65+-årige i 2018 – en stigning fra 33,7 i 2007. I Gladsaxes nabokommuner lå tallene for 2018 mellem 29 og 51, og på landsplan mellem 7 og 66 plejeboliger per 1.000 65+-årige, ifølge Social- og Indenrigsministeriets kommunal nøgletal.
Den gennemsnitlige belægningsprocent for plejecentrene er på 97,2 procent. Gladsaxe Kommune har 549 permanente plejeboliger og 69 midlertidige plejepladser. I december boede 538 Gladsaxe-borgere i en permanent plejebolig.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

Top