annonce
Nogen at tale med
Headspace-05-26-20.jpg

OLYMPUS DIGITAL CAMERA

Centerchef i Headspace Gladsaxe, Tine Broomé, bød velkommen til de nye lokaler på Gladsaxevej. Foto: Kaj Bonne.
Headspace Gladsaxe åbnede officielt for ungerådgivning

I februar åbnede Headspace Gladsaxe for gratis hjælp og rådgivning til kommunens unge mellem 12 og 25 år på Gladsaxevej. I sidste uge kunne man holde en corona-forsinket åbningsreception, hvor borgmester Trine Græse og Headspace-direktør, Trine Hammershøy, klippede den røde snor over.

Arrangementet startede med en indfølt version af Anne Linnets ”Barndommens gade”, hvor Amanda Thomsen sang om hvordan ”jeg rejste dig varigt op igen”, mens Maya World, som selv er frivillig i Headspace Gladsaxe, akkompagnerede på klaver.

Bagefter var der rundtur i Headspace-huset, hvor der udenfor et af de hyggeligt indrettede samtalerum hang en grøn plakat der proklamerede: ”I Headspace Gladsaxe er vores håb at give alle børn og unge i Gladsaxe Kommune muligheden for at have nogen at tale med”.

Centerchef i Headspace Gladsaxe, Tine Broomé, fortæller at de unge både kan bestille tid eller bare komme forbi. Samt at de med Headspace Gladsaxe får en ny type tilbud.
– Man får nærvær og mennesker der lytter til en fordomsfrit, og som ikke har nogen agenda på ens vegne. Her kan de unge være sig selv i et frirum. Vi beder hverken om navn eller cpr-nummer, og man kan tale om hvad som helst, siger hun.

– Og hvis der er noget der er for tungt til os her i Headspace, bygger vi bro til andre relevante tilbud, tilføjer Tine Broomé.

Mindre ensomme
Sundheds- og Ældreministeriet offentliggjorde sidste år en evaluering af Headspace, lavet af Rambøll, der var overvejende positiv.
Evalueringen konkluderede blandt andet, at de unge der brugte Headspace efterfølgende følte sig mindre ensomme og mere tilfreds med livet.

Evalueringen konkluderede samtidigt, at der ikke var kendskab til, ”hvorvidt virkningerne af Headspace fastholdes over tid”, men at der var ”en formodning om, at indsatsen forebygger senere og mere indgribende foranstaltninger”.

Gladsaxe Kommune bidrager til tilbuddet med 850.000 kroner om året.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

Top